svovlsyre, dihydrogentetraoxosulfat, H2SO4, farveløs, olieagtig væske med smp. 10 °C. Densiteten på 1,8 g/ml gør svovlsyre tyktflydende. Svovlsyre er en stærk og stærkt oxiderende syre, som fremstilles industrielt i stor målestok. I naturen findes svovlsyre i form af talrige sulfater (se svovl (forbindelser)) og i enkelte varme kilder.
Svovlsyre er et af de vigtigste kemikalier og har mange industrielle anvendelser i både organisk og uorganisk kemi. I organisk kemi anvendes det fx til indførelse af sulfonsyregruppen, −SO3H, i organiske molekyler og sammen med salpetersyre til nitreringsprocesser. I den uorganiske kemiske industri bruges store mængder til fabrikation af kunstgødninger, fx det vigtige superfosfat. Ammoniumsulfat, (NH4)2SO4, er en anden udbredt kunstgødning, der fremstilles vha. svovlsyre.
En aminosyre af svovlsyre, sulfaminsyre, NH2SO3H, bruges til fremstilling af cyklamat, et kunstigt sødestof. Desuden anvendes det til fremstilling af sulfater, sprængstoffer, farvestoffer, lægemidler, vaskemidler, plast og kunstfibre, til mineralolieraffinering og i jern- og metalindustrien.
Læs også om fremstilling af svovlsyre.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki