integralregning, matematisk
kalkyle, som Leibniz udviklede i 1675 til bl.a. at bestemme
arealer. Newton havde 1665-66 udviklet lignende idéer (se
differentialregning (historie)). Leibniz opfattede arealet
under kurven cde (se figur) som en sum af infinitesimale
rektangler med højde y og "uendelig lille" grundlinje
dx og indførte skrivemåden
for denne sum. Han opdagede, at differentiation
og integration er omvendte operationer, hvad vi nu udtrykker ved
differential- og integralregningens hovedsætning. Derfor gik Johann
Bernoulli i begyndelsen af 1700-t. over til at definere integration
som det omvendte af differentiation. Denne definition holdt, indtil
A.L. Cauchy i 1823 definerede integralet af en funktion f
på et interval [a, b] vha. middelsummen
hvor
a = x0 < x1 < x2 <∙∙∙ < xn = b
er en inddeling af [a,b] og
ti ∈ [xi-1,xi].
Cauchy, der satte
ti = xi-1,
viste, at middelsummen for en kontinuert funktion
konvergerer mod et fast tal, når inddelingen bliver finere og
finere, og han definerede så det bestemte integral
til at være dette tal. I 1854 generaliserede B.
Riemann Cauchys definition ved at anvende den på alle de
funktioner, hvor middelsummen konvergerer (de såkaldte
Riemann-integrable funktioner).
Ofte benyttes betegnelsen
for en vilkårlig stamfunktion F til
f, dvs. en funktion F, for hvilken den afledede
F ′ er lig med f; den er kun bestemt på nær en
additiv konstant. Differential- og integralregningens hovedsætning
siger da, at 1)
er en stamfunktion til f, og 2) hvis
F er en vilkårlig stamfunktion til f, kan man
beregne det bestemte integral vha. reglen: ![]()
Integration (eller stamfunktionsbestemmelse) er i modsætning til differentiation en kunst, men man kommer langt med følgende to regler:
Integration ved substitution:
![]()
Partiel integration:

Der findes computerprogrammer, der kan integrere elementære funktioner, hvis de har elementære stamfunktioner. Imidlertid findes der elementære funktioner, fx ex/x, der ikke har elementære stamfunktioner. Hvis man ønsker at integrere sådanne funktioner, må man ty til numeriske metoder.
Man kan også definere planintegralet af en funktion f (x,y) af to variable over et område D af planen. Dette integral giver volumenet af legemet beliggende over D og under fladen med ligningen z = f (x,y). Det kan ofte udregnes som et dobbeltintegral, dvs. ved først at integrere mht. x og dernæst mht. y; integrationsrækkefølgen kan evt. ombyttes. Præcise resultater er opnået af de italienske matematikere G. Fubini (1879-1943) og L. Tonelli (1885-1946). Idéen med planintegralet kan generaliseres til tre variable (se rumintegral) og til vilkårligt mange variable. Sammenfattende taler man om multiple integraler.
Se også integralteori og kurveintegral.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] 244991.801.svg (6.07 kB)
| Admin 05/02/2009 | |
| [+] 361622.801.svg (3.56 kB) Integralregning. Arealet under en kurve cde kan ifølge Leibniz beregnes ved at inddele det i uendelig små rektangler med grundlinje dx og højde y. Ved at summere deres arealer y dx fås det samlede areal; det skrives ∫y dx. | Admin 05/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki