integralregning

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

integralregning, matematisk kalkyle, som Leibniz udviklede i 1675 til bl.a. at bestemme arealer. Newton havde 1665-66 udviklet lignende idéer (se differentialregning (historie)). Leibniz opfattede arealet under kurven cde (se figur) som en sum af infinitesimale rektangler med højde y og "uendelig lille" grundlinje dx og indførte skrivemåden 56738.301.jpg for denne sum. Han opdagede, at differentiation og integration er omvendte operationer, hvad vi nu udtrykker ved differential- og integralregningens hovedsætning. Derfor gik Johann Bernoulli i begyndelsen af 1700-t. over til at definere integration som det omvendte af differentiation. Denne definition holdt, indtil A.L. Cauchy i 1823 definerede integralet af en funktion f på et interval [a, b] vha. middelsummen

56738.401.jpg hvor a = x0 < x1 < x2 <∙∙∙ < xn = b er en inddeling af [a,b] og ti ∈ [xi-1,xi]. Cauchy, der satte ti = xi-1, viste, at middelsummen for en kontinuert funktion konvergerer mod et fast tal, når inddelingen bliver finere og finere, og han definerede så det bestemte integral 56738.302.jpg til at være dette tal. I 1854 generaliserede B. Riemann Cauchys definition ved at anvende den på alle de funktioner, hvor middelsummen konvergerer (de såkaldte Riemann-integrable funktioner).

Ofte benyttes betegnelsen 56738.303.jpg for en vilkårlig stamfunktion F til f, dvs. en funktion F, for hvilken den afledede F ′ er lig med f; den er kun bestemt på nær en additiv konstant. Differential- og integralregningens hovedsætning siger da, at 1) 56738.304.jpg er en stamfunktion til f, og 2) hvis F er en vilkårlig stamfunktion til f, kan man beregne det bestemte integral vha. reglen: 56738.402.jpg

Integration (eller stamfunktionsbestemmelse) er i modsætning til differentiation en kunst, men man kommer langt med følgende to regler:

Integration ved substitution:

56738.403.jpg

Partiel integration:

56738.404.jpg

Der findes computerprogrammer, der kan integrere elementære funktioner, hvis de har elementære stamfunktioner. Imidlertid findes der elementære funktioner, fx ex/x, der ikke har elementære stamfunktioner. Hvis man ønsker at integrere sådanne funktioner, må man ty til numeriske metoder.

Multiple integraler

Man kan også definere planintegralet af en funktion f (x,y) af to variable over et område D af planen. Dette integral giver volumenet af legemet beliggende over D og under fladen med ligningen z = f (x,y). Det kan ofte udregnes som et dobbeltintegral, dvs. ved først at integrere mht. x og dernæst mht. y; integrationsrækkefølgen kan evt. ombyttes. Præcise resultater er opnået af de italienske matematikere G. Fubini (1879-1943) og L. Tonelli (1885-1946). Idéen med planintegralet kan generaliseres til tre variable (se rumintegral) og til vilkårligt mange variable. Sammenfattende taler man om multiple integraler.

Se også integralteori og kurveintegral.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
[+244991.801.svg (6.07 kB)

Admin

05/02/2009

[+361622.801.svg (3.56 kB)

Integralregning. Arealet under en kurve cde kan ifølge Leibniz beregnes ved at inddele det i uendelig små rektangler med grundlinje dx og højde y. Ved at summere deres arealer y dx fås det samlede areal; det skrives ∫y dx.

Admin

05/02/2009

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
21/01/2010
Ekspert
Superior
Oprindelig forfatter
JLut
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki