transformation, (af lat. transformatio 'forvandling, omdannelse', af trans- og formare 'danne'), i matematik en afbildning, der enten fastlægger et matematisk begreb ved et invarianskrav eller omsætter problemstillinger vedrørende matematiske objekter eller udtryk til en hensigtsmæssig form.
Koordinattransformationer bruges til at skifte fra et koordinatsystem til et andet. Projektiv geometri omhandler egenskaber ved figurer, som bevares ved projektive transformationer. Invarians under Möbiustransformationer, som er visse brudne lineære funktioner i den komplekse talplan, fastlægger de automorfe funktioner. Fra Fourieranalyse kendes Fouriertransformationen, der opløser en funktion i et integral af rene svingninger. Den beslægtede Laplacetransformation har stor betydning ved løsning af differentialligninger. Radontransformationen udgør det matematiske grundlag for tomografi.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki