vandvarmer, anlæg til opvarmning af brugsvand bestående af en varmeveksler, hvor vandet opvarmes, evt. suppleret med en beholder til opbevaring af det varme vand. Varmeveksleren forsynes med varme fra kedel, fjernvarme, solvarme, elvarme eller anden varmekilde.
En vandvarmer med beholder (varmtvandsbeholder) består af en beholder med indbygget varmeveksler i form af en kappe eller en varmespiral. Beholderen skal sikre, at der altid er en passende mængde varmt vand til rådighed. Vandets temperatur holdes normalt på 55-60 °C af en termostat. Hvis vandet bliver for varmt, er der risiko for skoldning samt korrosion i systemet. Bliver vandet for koldt, kan der være risiko for bakterievækst. Anlæg med beholder og rør af stål kan beskyttes mod korrosion med elektrolyse, hvis formål er at danne en beskyttende belægning i rør og beholder.
I vandvarmere uden beholder eller med meget lille beholder (gennemstrømningsvandvarmer) opvarmes vandet i takt med forbruget. Da der intet forråd er, må der anvendes en energikilde med stor effekt for at muliggøre samtidig brug af flere tapsteder.
Til anlæg i større bygninger anvendes ofte en kombination af separate beholdere og varmevekslere.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki