minedrift (historie)

De ældste underjordiske miner blev anlagt allerede i stenalderen for at udvinde flint. En mere omfattende minedrift til udvinding af kobber kendes i flere af oldtidsrigerne omkring Middelhavet, fx Egypten, Palæstina og Syrien. Romerrigets vigtigste kobberminer lå på Cypern; her anvendtes skiftevis opvarmning og afkøling for at gøre fjeldet skørt, så man lettere kunne arbejde sig frem til malmen. Fra oldtiden kendes også jernudvinding i Libanon og på Elba samt udvinding af en række andre metaller, bl.a. i Spanien, ligesom metaludvinding fandt sted i Kina.

I middelalderen fik minedrift i Mellemeuropa øget betydning, fx i Harzen, og teknikken blev forbedret, ved at vandkraft blev taget i brug til at fjerne vand fra minerne. Fra Tyskland udbredtes de nye metoder til bl.a. England og Sverige.

I 1600-t. begyndte man at bruge sprængstof, når man skulle anlægge minegange og løsgøre malm, og med dampmaskinens fremkomst i 1700-t. blev det igen lettere at fjerne vand i minegangene, ligesom det blev muligt at blæse frisk luft ned i minerne. En særlig sikkerhedslampe, opfundet af den britiske kemiker Humphry Davy i 1815, betød endvidere, at man kunne belyse gangene i miner, der indeholdt grubegas.

De tekniske fremskridt muliggjorde dybere miner og dermed den masseproduktion af stenkul og jernmalm, som var en forudsætning for den industrielle revolution. Med Storbritannien som det førende land bredte de nye teknikker sig til hele verden, og en lang række forskellige metalmalme blev udvundet. Siden slutningen af 1800-t. er ændringerne inden for minedriften gået i retning af øget mekanisering med indførelse af elektricitet og stadig mere avancerede undersøgelsesmetoder, boremaskiner, transportbånd og elevatorer.

Læs mere om minedrift.