Edmund Halley

Edmund Halley var en engelsk astronom og matematiker, der er kendt for at være den, som Halleys Komet er opkaldt efter.

Halley blev i 1703 professor i matematik i Oxford og fra 1720 kongelig astronom ved Greenwich-observatoriet. Allerede som 23-årig tog han til Sankt Helena, hvor han samlede data til det første kikkertbaserede katalog over sydhimlens stjerner. Senere rejser i Sydatlanten havde bl.a. til formål at undersøge den magnetiske misvisning.

Fra 1684 arbejdede Halley tæt sammen med Isaac Newton og opmuntrede ham til at offentliggøre sit arbejde med gravitation og bevægelse. Halley redigerede og betalte for udgivelsen af resultatet: Newtons berømte Principia fra 1687. I et værk fra 1705 brugte Halley Newtons teori til at beregne banerne for 24 kometer, der var nogenlunde nøjagtigt observerede. Han påviste, at de kometer, der var observeret i 1531, 1607 og 1682, var identiske og forudsagde korrekt, at kometen (nu kendt som Halleys Komet) ville komme igen i 1758.

I 1716 fremsatte Halley et forslag til bestemmelse af afstanden fra Jorden til Solen ud fra målinger i forbindelse med Venus-passager hen over solskiven.

Halley opdagede, at stjerner har egenbevægelse, ved at sammenligne positionerne af Aldebaran og Arcturus med angivelserne i Ptolemaios' stjernekatalog. For Sirius kunne han endog konstatere en flytning i forhold til Tycho Brahes optegnelser.

Halley udgav 1686 det første meteorologiske kort over verdenshavene, og i 1693 udgav han tabeller over dødeligheden i Breslau (den nu polske Wrocław). Tabellerne var et af de første forsøg på at sammenligne dødelighed og alder i en befolkning.