Mælkevejssystemet. 360° panoramaer af Mælkevejen, som den ser ud i forskellige bølgelængdeområder. Retningen mod det galaktiske centrum er i midten af hvert billede; farverne er kunstige, og nogle billeder har huller, hvor der ikke er målt.

.

Mælkevejssystemet. Skematisk tegning af Mælkevejssystemet set fra oven og fra siden. Uden for haloen findes den mørke halo, som strækker sig ca. 5 gange længere ud, og som menes at indeholde det meste af vores galakses masse. Solens afstand fra galaksens centrum er ca. 25.000 lysår.

.

Mælkevejssystemet, den galakse, som Solen og dermed Jorden tilhører. Mælkevejssystemet er en spiralgalakse af bjælkespiraltypen, og består af et par hundrede milliarder stjerner foruden en del støv og gas (interstellart stof). Den dominerende del af stoffet udgøres imidlertid af såkaldt mørkt stof, hvis natur er ukendt. I lighed med andre spiralgalakser er Mælkevejssystemets stjerner koncentreret i en skive eller disk; Solen er en af stjernerne i skiven og befinder sig ca. 26.000 lysår fra systemets centrum. Systemet er navngivet efter Mælkevejen, hvis lysende stjernebånd fastlægger skivens rumlige orientering.

Skiven har en diameter på ca. 100.000 lysår og en tykkelse af størrelsesordenen 1000 lysår. Omkring systemets centrum findes den centrale udbuling, en tilnærmelsesvis kugleformet koncentration af stjerner med en diameter på ca. 10.000 lysår. Systemets centralområde (se det galaktiske centrum) er sæde for voldsomme fysiske processer, sandsynligvis som følge af et sort huls tilstedeværelse.

Mælkevejssystemet indeholder desuden to andre kugleformede komponenter, haloen og den mørke halo. Haloen består af stjerner, som næsten udelukkende findes i såkaldte kuglehobe, og dens diameter er omtrent som skivens. Den mørke halo er måske 500.000 lysår i diameter og menes at indeholde mindst 90% af Mælkevejssystemets samlede masse. Den mørke halos indhold kendes ikke; blandt mulighederne har været foreslået yderst lyssvage eller udslukte stjerner, planetlignende objekter, sorte huller eller endog eksotiske elementarpartikler.

Placering i Universet

Indtil begyndelsen af 1920'erne var det almindelig accepteret, at Solen var placeret nær centrum for Mælkevejssystemet — dengang også blot kaldt Galaksen — og at dette stjernesystem udgjorde det eneste indhold af stof i et ellers tomt og uendeligt Univers. Den fejlagtige forestilling om vores centrale position havde baggrund i, at stjernerne i Mælkevejens bånd fordeler sig nogenlunde jævnt i alle retninger inden for båndet. Den tilsyneladende jævne fordeling skyldes imidlertid, at det interstellare stof forhindrer os i at se ud i større afstande end groft anslået 10.000 lysår i retninger inden for skiven.

Bruddet med den traditionelle opfattelse skyldes H. Shapley, der kort før 1920 viste, at de omtalte kuglehobe fordeler sig i et omtrentligt kugleformet system (dvs. haloen), hvis centrum er et punkt i stjernebilledet Skytten; dette punkt blev af Shapley korrekt identificeret med Mælkevejssystemets fysiske centrum. Denne fortolkning fandt yderligere bekræftelse i 1931, da K.G. Jansky påviste den første astronomiske radiokilde, nemlig Mælkevejssystemets kompakte kerneområde.

Endnu mere fundamentalt for forståelsen af vores kosmiske placering var E. Hubbles arbejde (1923), ifølge hvilket Andromedagalaksen (og dermed utallige lignende "stjernetåger") var selvstændige stjernesystemer, hvorfor Mælkevejssystemet måtte formodes kun at være én blandt millioner eller milliarder af andre galakser. Mælkevejssystemet og dets nærmeste nabogalakser udgør en løs ansamling i rummet, den lokale galaksegruppe, som igen indgår i den langt større Virgohob af enkeltgalakser og galaksegrupper.

Spiralstruktur

Selvom det interstellare stof blokerer for lyset fra stjernerne i Mælkevejssystemets skive, kan enkelte, meget lysstærke stjerner heri dog påvises over store afstande, og det var netop gennem afstandsbestemmelser for sådanne stjerner, at man omkring 1950 konstaterede de første tegn på Mælkevejssystemets spiralstruktur. Der blev her identificeret tre mulige (dele af) spiralarme, som blev navngivet hhv. Perseus-, Orion- og Sagittarius-armen. De tre armes omtrentlige afstande fra Mælkevejssystemets centrum er hhv. 40.000, 30.000 og 20.000 lysår, og Solen ligger på indersiden af Orion-armen. Undersøgelserne afslørede også, at Mælkevejssystemet roterer om sit centrum, om end ikke som et stift legeme; Solen fuldfører et omløb på ca. 220 mio. år.

En langt mere detaljeret opmåling og definitiv påvisning af Mælkevejssystemets spiralstruktur blev foretaget radioastronomisk omkring 1960, da fordelingen af atomar brint blev kortlagt vha. dens 21-cm-spektrallinje. Ved lignende undersøgelser, hvori også fordelingen af andre interstellare atomer og molekyler indgik, kunne man endvidere kortlægge stoffets rotation i skiven og herudfra via dynamiske argumenter bestemme systemets massefordeling. Hele systemets masse anslås i dag til ca. 580 mia. solmasser, fordelt i det omtrentlige forhold 100:10:1 på hhv. mørk halo, stjerner og interstellart stof.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig