New Technology Telescope, teleskop opstillet ved European Southern Observatory i Chile. Det blev taget i brug 1989 og var det første af en ny generation af teleskoper med såkaldt aktiv optik, hvor understøtningen af det 3,5 m store hovedspejl styres elektronisk gennem observation af en referencestjerne. Hermed opnås optimal billedkvalitet, samtidig med at konstruktionen kan gøres væsentlig lettere og billigere.