Den gregorianske kalender blev indført 1582 af pave Gregor 13. I Danmark har man siden 1700 brugt den gregorianske kalender.

Skift fra juliansk til gregoriansk kalender

I den julianske kalender var hvert fjerde år et skudår på 366 dage, men da Jorden bruger 45 minutter mindre end 1461 døgn til fire omløb om Solen, havde forårsjævndøgn i 1500-tallet flyttet sig til den 11. marts, hvilket udgjorde et alvorligt problem for påskeberegningen.

Justering af den julianske kalender

Derfor bestemte pave Gregor 13., at dagen efter torsdag den 4. oktober 1582 skulle hedde fredag den 15., og at der for fremtiden skulle udelades tre skuddage i 400 år, nemlig i de år, der ender på 00, men ikke er delelige med 400.

Danmarks overgang til den gregorianske kalender

Danmark gik over til den gregorianske kalender i år 1700; dette år var efter den julianske tidsregning skudår, og dermed havde det datoen 29. februar, hvilket det ikke havde efter den gregorianske.

Overgangen skete ved efter søndag 18. februar at springe elleve dage over og skrive mandag 1. marts. Astronomen Ole Rømer udførte forarbejdet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig