Cape York-meteoritterne er en byge af jernmeteoritter faldet i forhistorisk tid ved Thule i Nordvestgrønland. Der kendes otte større fragmenter på i alt 58 ton, men det er sandsynligt, at der findes flere i det uvejsomme område. Inuitterne har gennem flere hundrede år benyttet meteorjern fra Cape York-meteoritterne til knive, harpunspidser og lignende.

Det største fragment, Ahnighito på 31 ton, blev af polarforskeren Robert Peary bragt til New York i 1897, mens Agpalilik på 20 ton blev bragt til København af Vagn F. Buchwald i 1967. Som den første af verdens store jernmeteoritter er Agpalilik blevet skåret igennem, og den bemærkelsesværdige, polerede og ætsede flade kan beses på Geologisk Museum i København. Cape York-meteoritterne tilhører alle den samme kemiske/strukturelle jernmeteoritgruppe, kaldet IIIAB, og stammer derfor fra kernen i samme meteoritmoderlegeme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig