Kosmogoni, læren om verdens, evt. Solsystemets, skabelse og udvikling. Kosmogoni findes i to former, en filosofisk-mytisk og en videnskabelig-astronomisk, som historisk set er forbundne. Den astronomiske kosmogoni har udviklet sig fra de filosofiske og religiøse idéer, men har ikke afløst disse.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kosmogoni kommer af kosmos og afledning af græsk gonos 'tilblivelse'.

Filosofiske anskuelser inkluderer religiøse skabelsesberetninger (som i Bibelen) eller mytiske fortællinger som i det babyloniske epos Enuma elish, hvor verden bliver skabt ved adskillelse af vand og jord ud fra et oprindeligt vandigt kaos (se skabelsesmyter).

De førsokratiske naturfilosoffer i antikkens Grækenland opfattede verdens skabelse naturalistisk, idet de gik ud fra et urstof, hvoraf alt var dannet. Urstoffet kunne være vand (Thales), luft (Anaximenes) eller ild (Heraklit). Hos Demokrit var det atomer i bevægelse i det tomme rum.

Platon afviste disse idéer og hævdede i Timaios, at verden var besjælet og dens orden skabt af en slags gud (se demiurg). Aristoteles mente derimod, at verden altid havde eksisteret, om end dens aktivitet kan føres tilbage til en "første bevæger". Med kristendommen kom dogmet om, at verden var blevet skabt ud af intet, og at Gud havde skabt både tid og rum. Denne opfattelse blev først formuleret af Augustin og senere udviklet af Thomas Aquinas.

René Descartes søgte i 1644 at forklare verden som skabt ud fra et plenum af partikler i hvirvelbevægelse, og Immanuel Kant benyttede i 1755 Isaac Newtons mekanik til at foreslå, at planeter, stjerner og Mælkevejen var dannet ud fra et oprindeligt kaos af partikler. Disse og andre samtidige kosmogonier anerkendte Gud som verdens egentlige skaber, mens Laplace (1796) mente, han kunne forklare Solsystemets dannelse rent mekanisk gennem sin nebular- eller tågehypotese. Ifølge denne var planeterne dannet ved kondensation af en tåge omkring den roterende Sol.

I moderne astronomi opfattes kosmogoni som en del af kosmologien. Videnskabeligt baserede teorier for hele Universets tilblivelse går tilbage til 1931, da Georges Lemaître foreslog den første big bang-teori, nemlig at Universet har udviklet sig fra et enkelt oprindeligt "atom". Ved "eksplosionen" af dette ur-univers begyndte en udvidelse af Universet, og efterhånden blev der dannet galakser, som stadig deltager i udvidelsen.

Teorien, der var baseret på Albert Einsteins relativitetsteori, blev senere udviklet af George Gamow (1948), der benyttede den til at forklare dannelsen af grundstoffer i det tidlige Univers. Med opdagelsen af den universelle baggrundsstråling i 1965 vandt denne type teori almindelig tilslutning. Den rivaliserende steady state-teori (1948) hævdede, at Universet altid har eksisteret, men denne opfattelse er i dag forkastet.

Hverken Lemaître eller Gamow søgte at forklare, hvordan det tidlige Univers var blevet til, men antog blot dets eksistens som en betingelse for den senere udvikling.

Andre kosmologer har foreslået, at ur-universet er skabt af et tidligere univers, som har trukket sig sammen (cykliske modeller). Ifølge moderne big bang-teori blev verden (stof, stråling, rum og tid) dannet for ca. 10 mia. år siden. Skabelsen skete ikke ud fra nogen tidligere eller mere oprindelig tilstand, men ud fra "intet".

Fysikerne har intet godt svar på, hvorledes selve skabelsen foregik, eller hvorfor verden eksisterer. Det har kun teologerne, men deres svar kan ikke bruges i den videnskabelige kosmogoni.

Se også begyndelse og Universet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig