steady state-modellen

Steady state-modellen, kosmologisk model baseret på antagelsen af, at Universet altid i store træk har set ens ud. Det har derfor ingen begyndelse eller afslutning, men er uendeligt i både tid og rum. Da Universet udvider sig, antager man i steady state-teorien, at der til stadighed skabes nye atomer overalt i Universet, således at den gennemsnitlige stoftæthed forbliver den samme. Denne hypotese om spontan stofskabelse kan ikke forenes med kendte fysiske love, og det medvirkede til, at teorien blev betragtet som kontroversiel.

Modellen blev foreslået i 1948 af Fred Hoyle, den britiske fysiker Hermann Bondi (1919-2005) og Thomas Gold og var i en periode et stærkt alternativ til big bang-modellen. Bl.a. dannede den grundlaget for en vigtig teori om grundstofdannelse i stjerner, som Hoyle og andre formulerede i 1957.

Steady state-kosmologerne udviklede modellen til en videnskabeligt sofistikeret teori, og filosofisk var den attraktiv, fordi den undgik problemet med en skabelse af verden. Den havde dog vanskeligt ved at forklare en række nye opdagelser, herunder kvasarer og den kosmiske baggrundsstråling, og fra 1965 blev den opgivet af de fleste fysikere og astronomer. Hoyle og enkelte andre har dog søgt at holde liv i teorien i en revideret version. Se også Universet.