Efter at Månen var dannet, blev den og Jorden udsat for forskellige serier af bombardementer. Relativ datering går ud på, at yngre kratere overlejrer ældre kratere. Relativ datering er foretaget med det omfattende billedmateriale, månefartøjer i kredsløb har indsamlet. Absolut datering er foretaget ved sammenligning af radioaktive isotoper i prøver hjembragt til Jorden. Seks bemandede og tre ubemandede landingsfartøjer har hjembragt prøver. Den absolutte datering er derfor, statistisk set, af stikprøvekarakter.

De fem perioder

Månens geologiske historie opdeles i fem perioder:

  1. Prænektarium omfatter tiden fra Månens dannelse (for 4,52 mia. år siden) til nedslaget, der dannede Mare Nectaris (Nektarhavet) for 3,92 mia. år siden. Kumulatbjergarten anorthosit fra Månens højlande er fra Prænektarium.
  2. Nektarium (3,92-3,85 mia. år siden) begynder ved dannelsen af Mare Nectaris. Plateaubasalter dækkede de større bassiner.
  3. Imbrium (3,85-3,2 mia. år siden) begynder ved dannelsen af Mare Imbrium. Late Heavy Bombardment (LHB) foregik i Imbrium. Imbrium opdeles i to epoker, Tidlig Imbrium (3,85-3,75 mia. år siden) og Sen Imbrium (3,75-3,2 mia. år siden). Grænsen mellem epokerne er defineret ved dannelsen af Mare Orientale.
  4. Eratosthenium (3,2-1,1 mia. år siden) begynder ved dannelsen af Lambert-krateret. Eratosthenes-krateret er stereotypt for kratere uden lyse nedfaldsområder og har givet navn til perioden. De yngste maria er fra Eratosthenium. Undergrænsen af Eratosthenium bygger på erosionen af kraterne.
  5. Kopernikum har de ældst bevarede lyse nedfaldsområder (1,1 mia. år gamle), og tidligere mente man, at Copernicus-krateret (800 mio. år gammelt) havde det ældste lyse materiale. Der er på det seneste sået tvivl om, hvorvidt alt mørkt materiale er ældre end lyst. Kopernikum er den nuværende geologiske periode på Månen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig