En af de få marsfilm fra 1990'erne er Tim Burtons pastiche Mars Attacks! (1996) med arketypiske små, grønne marsmænd og tallerkenlignende rumskibe. På billedet forklarer professor Donald Kessler (spillet af Pierce Brosnan) marsmandens anatomi.

.

Fotografi af Mars taget i februar 1995 af Hubble-teleskopet i en afstand af 103 mio. km. Opløsningen er ca. 50 km. Til venstre ses det mørke, hajfinneformede område Syrtis Major og derunder det store meteornedslagsbassin Hellas. Skyer dækker de store vulkaner i Elysium helt til hæjre. Den isdækkede nordpolskalot ses tydeligt øverst.

.

Mars er den fjerde planet regnet fra Solen og den yderste af de terrestriske planeter. Den har været kendt siden oldtiden. Overfladens rødlige farve skyldes forskellige jernoxider. Mars' mindste afstand til Jorden er 56 millioner kilometer.

Faktaboks

Også kendt som

den røde planet

Mars' egenskaber

middelafstand til Solen 1,5237 au
omløbstid (siderisk) 1,88089 år
banens hældning 1,850°
banens excentricitet 0,0934
rotationsperiode 24,6229 h
antal måner 2
aksehældning 25,19°
radius ved ækvator 3393 km
fladtrykthed 0,0052
masse 6,421·1023 kg
middeldensitet 3,95 g/cm3
tyngdeacceleration ved ækvator 3,72 m/s2
undvigelseshastighed ved ækvator 5,0 km/s
magnetisk moment <1019 Am2
magnetisk feltstyrke ved overfladen <100 nT
magnetisk aksehældning ?

Overflade

Mars' nordlige halvkugle er domineret af unge højlande med forholdsvis ringe kratertæthed. Det største højlandsområde, Tharsis, er ca. 4000 kilometer i diameter og hæver sig 8-10 kilometer over det omgivende lavland. På Tharsis findes tre kæmpevulkaner; den højeste, Olympus Mons, rejser sig 26,4 kilometer over lavlandet og er den største vulkan i Solsystemet. Vulkanerne er dog ikke aktive for øjeblikket.

Omkring Tharsis findes vidtstrakte områder med sprækker, og ved Tharsis begynder et canyonsystem, Valles Marineris, bestående af eroderede sprækkedale, der løber øst-vest over 3000 kilometer og skærer sig ned til 8 kilometer dybde. Den sydlige halvkugle har en ældre overflade og består af højland med mange kratere. Både den nordlige og den sydlige halvkugle har en hvid polkalot bestående af is af vand og periodisk med et tyndere dække af kuldioxid.

Overfladens kemiske sammensætning (grundstofsammensætning) kendes fra rumsonderne Viking, Mars Pathfinder, Spirit og Opportunity samt fra de såkaldte SNC-meteoritter, der er stumper af Mars, som er slynget ud i rummet ved meteornedslag på Mars og derefter faldet ned på Jorden.

Vand på Mars

Billeder og data fra rumsonder viser tydeligt, at der har været flydende vand på Mars' overflade tidligere i dens historie. I dag er overfladen forholdsvis tør, og det var længe opfattelsen, at det vand, der findes på Mars i dag, udelukkende findes som is i polarkalotterne, som permafrost i de polare områder omkring polarkalotterne og i mineralforekomster i undergrunden, både nær polerne og i de ækvatoriale områder og endelig en lille smule i atmosfæren.

I 2015 blev der imidlertid på billeder fra en Mars-satellit fundet vand flydende ned ad skråninger på planeten om sommeren. Begge de to amerikanske rumsonder Spirit og Opportunity fandt i 2004 vandholdige mineraler nær ækvator.

Opbygning

Skematisk oversigt over Mars' indre; af hensyn til overskueligheden er atmosfærens tykkelse overdrevet på tegningen. Kernen består formodentlig af jern, nikkel og svovl.

.

Mars' indre er, ligesom Jordens, differentieret i kerne, kappe og skorpe, men da Mars er mindre (radius er ca. den halve af Jordens), er den blevet afkølet hurtigere og var kun geologisk aktiv indtil for ca. 1 milliarder år siden, hvor dens indre gradvis størknede.

I dag findes fx hverken pladetektoniske processer eller vulkanisme på Mars. Mars' mindre størrelse og størkningen medførte, at Mars' kappe kan understøtte meget højere bjerge og vulkaner end på Jorden, hvor isostasi og mineralers styrkeegenskaber begrænser højden til ca. 10 kilometer.

Atmosfære og magnetfelt

Atmosfæren på Mars, der hovedsagelig består af kuldioxid, er meget tynd; lufttrykket er ca. 0,008 atm. Lufttrykket varierer en del, da kuldioxid periodisk fortættes og fordampes fra de to polkalotter i takt med årstidernes vekslen. Temperaturen på overfladen er i almindelighed mellem −75 °C og −30 °C, men kan i ekstreme tilfælde nå ned til −120 °C og op til 20 °C.

Kraftige vinde med vindhastigheder op til 200 km/h resulterer med jævne mellemrum i støvstorme, som kan indhylle hele planeten.

Mars' magnetfelt

Mars' magnetfelt er meget mindre end Jordens, og målinger fra sonden Mars Global Surveyor har vist, at magnetfeltet ikke er et globalt dipolfelt som Jordens, men at feltet i stedet skyldes lokaliserede magnetiserede klipper i undergrunden på Mars’ sydlige halvkugle. Disse vidner om, at Mars engang tidligt i sin historie har haft et globalt dipolfelt skabt af en indre dynamo som den, der endnu er aktiv i Jordens indre.

Liv på Mars

De to Vikingsonder, der landede på Mars i 1976, fandt ingen utvetydige tegn på biologisk aktivitet på Mars. Liv kan dog have eksisteret tidligere i Mars' historie, hvor betingelserne for liv formentlig har været gunstigere.

Resultater fra sonden Phoenix

Den amerikanske sonde Phoenix forsøgte i sommeren 2008 at undersøge mulighederne for, at mikrober vil kunne leve under overfladen. Resultaterne fra Phoenix viste, at der som antydet gennem målinger fra kredsløbssonder var vandis-holdig permafrossen jord under et 5-7 cm tykt lag af løst jord-materiale i store arealer nord for polarcirklen. Men bortset fra vand-isen er jorden så tør, at det for øjeblikket ikke vil være muligt for mikrober at leve på stedet.

Perchlorat-ioner

Det måske vigtigste resultat fra Phoenix-missionen var fundet af perchlorat-ioner i små koncentrationer svarende til ca. 1% af Mars-jorden. Perchlorat er et oxydationsmiddel, som industrielt anvendes i for eksempel fyrværkeri og som brændstof til faststofraketter. Perchlorat er sandsynligvis forklaringen på nogle reaktioner, som blev opdaget allerede under Viking-missionerne og som havde været en gåde for Mars-forskere siden da.

Perchlorat-ionerne i jorden på Phoenix' landingssted er også forklaringen på, at det ikke lykkedes at påvise organisk stof i jorden og isen, selvom det måske kunne tænkes at være tilstede. Detektionsmetoden indebærer opvarmning af jordprøverne, og med perchlorat i Mars-jorden er det klart, at eventuelt organisk stof vil blive oxyderet af perchloraten, hvis der skulle være organisk stof i jorden. Så en eventuel påvisning af organisk materiale i isen må afvente en senere mission med mere direkte analyse-metoder.

Måner

Mars har to måner, Phobos og Deimos, der blev opdaget i 1877 af amerikaneren Asaph Hall (1829-1907). Begge måner er formodentlig indfangede asteroider.

Mars i populærkunsten

I 1877 meddelte den italienske astronom G.V. Schiaparelli, at han havde observeret lange, lige, mørke linjer tværs over Mars' overflade. Han kaldte dem canali, hvilket på engelsk fejlagtigt blev oversat med canals, dvs. kunstige kanaler. Især ansporet af den amerikanske astronom P. Lowell blev der sat gang i talrige spekulationer om eksistensen af en højtudviklet marscivilisation, der bl.a. var i stand til omfattende ingeniørarbejder: Kanalerne skulle transportere smeltevand fra polerne til de tørre ækvatoriale egne.

Muligheden for liv blev snart diskuteret i aviser og tidsskrifter, og der begyndte at komme romaner om marsmænd. Den mest indflydelsesrige var H.G. Wells' War of the Worlds (1898, da. Klodernes Kamp, 1912), der beskriver en teknologisk avanceret marskultur, som invaderer Jorden. Orson Welles' radiodramatisering udløste i 1938 panikagtige scener på USA's østkyst. Wells' bog etablerede marsmændene fast i offentlighedens bevidsthed og gav stødet til en lang række science fiction-fortællinger om Mars. I Edgar Rice Burroughs' Martian Tales (fra 1911 og frem) fik marsmændene deres velkendte grønne hud.

Ray Bradbury vender i The Martian Chronicles (1950, da. Krøniker fra Mars, 1952) konflikten om: De vise og fredsommelige marsboere invaderes af mennesker. Robert Heinlein (1907-1988) problematiserede i Stranger in a Strange Land (1961) sammenstødet mellem Jordens korrupte kommercialisering og Mars' åndelige overlegenhed. Andre forfattere har beskrevet muligheden for at kolonisere en gold og ubeboet planet. Dette at gøre Mars beboelig for mennesker (såkaldt terraforming) har også været nævnt som et vidtløftigt mål for bemandede missioner til planeten.

Med rumsonden Mariner 4's nærbilleder af Mars i 1965 kunne det konstateres, at kanalerne var optisk bedrag, og at der ikke var synlige tegn på liv på Mars. Siden har science fiction-litteraturen især hentet sine rumvæsener fra andre solsystemer.

I 1913 producerede Thomas Edison stumfilmen A trip to Mars, og siden har den røde planet optrådt i talrige B-film, bl.a. Jens Lyn-filmen Flash Gordon's Trip to Mars (1938) og Santa Claus Conquers the Martians (1964). Under den kolde krig fremstod marsmændene ofte som symbol på kommunisme og totalitarisme, fx i Red Planet Mars (1952). Af nyere marsfilm kan nævnes Tim Burtons pastiche Mars Attacks! (1996) med arketypiske små, grønne marsmænd og tallerkenlignende rumskibe. Ridley ScottsThe Martian (2015) er en Mars-robisonade om en astronaut, der strander og holder sig i live på planeten indtil han undsættes.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig