Titan, Saturnmåne opdaget i marts 1655 af Chr. Huygens. Titan befinder sig langt fra Saturn, 1,22 mio. km, og er med en radius på 2575 km den største Saturnmåne og Solsystemets næststørste (efter Jupitermånen Ganymedes). Den er dermed større end både Merkur og Månen. Titan blev fotograferet på nært hold af Voyagersonderne i 1981, men selvom Voyager 1 passerede kun 4000 km fra Titan, sås kun den næsten ensfarvede orange atmosfære.
Titan er enestående som måne ved, at den er omgivet af en tæt atmosfære, der består af kvælstof (82-99%), methan (1-6%) og måske argon (0-12%). Titan er ikke stor nok til at holde på atmosfæren, og dens tilstedeværelse er derfor kun mulig ved konstant fordampning fra overfladen. Fotokemiske reaktioner oppe i Titans atmosfære menes at have omdannet methan til ethan (C2H6), ethen (C2H4), ethyn (C2H2) og (med kvælstof) til hydrogencyanid (HCN). Der er også påvist tilstedeværelsen af CO og CO2. Overfladetemperaturen er 94 K (−179 °C), og lufttrykket formodentlig 1,5 atm. Pga. alle de organiske molekyler, som er til stede i atmosfæren, er muligheden for liv til stede på Titan.
Geologisk set består Titan formodentlig af en stenkappe omgivet af flere lag is med forskellige krystalformer. Yderst findes is blandet med støv og sten, og herpå måske søer eller ligefrem have af ethan, hvori der er opløst store mængder methan.
Cassini-rumsonden, der blev opsendt i 1997 i samarbejde mellem NASA og ESA, ankom til Saturn i 2004 og sendte i januar 2005 den europæiskbyggede Huygensprobe ned gennem Titans atmosfære for at foretage målinger og fotografere overfladen. Cassini har bl.a. taget radarbilleder af det lyse Xanadu-område på Titan. Området var et af de første, man kunne se på billederne af Titan; det dækker et areal på størrelse med Australien og er gennemskåret af floder, dale og bjerge. Floderne flyder ud i et mørkt område, som måske er søer. Xanadu-området ser ud til at være blevet vasket rent for det mørke materiale og er blevet formet af vind, regn og flydende væsker. Pga. Titans kolde overflade kan der ikke være flydende vand, men måske metan. Billederne fra Huygensproben viste en gold overflade.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.