Apollo 10, generalprøven på månelandingen i Apolloprojektet. Apollo 10 blev opsendt fra Kennedyrumcenteret i Florida 18.5.1969 med astronauterne Thomas Stafford (f. 1930), Eugene Cernan og John Young om bord. Apollo 10-missionen gik i kredsløb om Månen 21.5.1969, og mens Young forblev i kommandomodulet Charlie Brown ("Søren Brun" fra Radiserne) fløj Stafford og Cernan afsted i månelandingsfartøjet Snoopy ("Nuser").

Der blev trænet rendezvouser og den laveste højde over måneoverfladen Snoopy nåede var 16 km 22.5.1969. Snoopy manøvrerede væk fra Charlie Brown med underdelens raketmotor, hvorefter Snoopy blev skilt ad. Derefter anvendte man overdelens raketmotor til at manøvrere tilbage til Charlie Brown.

Efter 31 månekredsløb vendte Charlie Brown tilbage og efter en mission på i alt 8 dage landede den i Stillehavet 26.5.1969. Charlie Brown er udlånt og udstillet på Science Museum i London. Snoopys overdel blev efter overførslen af Stafford og Cernan sendt på en bane væk fra Månen. Det er den eneste af de fløjne månelandere, hvis overdel er blevet bevaret for eftertiden. Underdelen (den med benene) blev efterladt i et ustabilt kredsløb om Månen, hvorefter den senere er faldet ned og blevet knust.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig