COSPAR, COmmittee on SPAce Research, multidisciplinær videnskabelig organisation stiftet i 1958 af det Internationale Videnskabernes Selskab ICSU (International Council of Scientific Unions) med det formål at udbrede brugen af satellitter og rumsonder blandt videnskabsmænd og forskere og at formidle de deraf udledte videnskabelige resultater på internationalt plan. COSPAR beskæftiger sig med al den forskning, som udføres på og fra rumfartøjer, raketter og balloner. Danmark har en national COSPAR-komité, og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab er den officielle danske repræsentant.