Billedet af stjernen η Carinae med omgivende materiale stammer fra Hubble-rumteleskopet og er sammensat af billeder, taget i hhv. den røde, grønne og violette del af spektret. Stjernen er meget lysstærk og samtidig ustabil med voldsomme udbrud; det seneste var i 1841, hvor η Carinae i en periode var den næstklareste stjerne på himlen. Resterne af dette udbrud ses som en mørkerød sky rundt om stjernen; dette materiale bevæger sig bort fra stjernen med en fart på næsten 1000 km/s.

.

Hubble-teleskopet er en astronomisk forskningssatellit, der blev opsendt med rumfærge den 24. april 1990. Det består af et Cassegrain-teleskop med en diameter på 2,4 m med plads til fem astronomiske instrumenter, der tager billeder igennem kikkerten og analyserer det indsamlede lys.

Faktaboks

Etymologi
Hubble-teleskopet er opkaldt efter den amerikanske astronom Edwin Hubble.
Også kendt som

Hubble Space Telescope, HST

Billeder taget med Hubble-teleskopet

Teleskopet er i stand til at tage langt skarpere billeder af himlen end selv de største astronomiske kikkerter på Jorden, fordi lufturo i Jordens atmosfære undgås. Siden opsendelsen har teleskopet leveret en konstant strøm af nye opdagelser og bidraget væsentligt til at forøge vores viden om Solsystemet og Universet.

Hubble-projektet er blevet til i et samarbejde mellem NASA og ESA.

Ultraviolet og infrarødt lys

Hubble-teleskopet kan ligeledes observere det ultraviolette og infrarøde lys, der ellers absorberes af atmosfæren. Programmet for rumobservatoriet udvælges årlig blandt forslag indsendt af forskere fra hele verden, og kikkerten benyttes til udforskning af alle typer astronomiske objekter fra planeter til de fjerneste galakser.

Hubble-teleskopets levetid og position

Hubble-teleskopet er konstrueret til at kunne repareres løbende. På det første servicebesøg den 2. til den 13. december 1993 med rumfærgen Endeavour blev der bl.a. installeret korrektionsoptik til hovedspejlet og udskiftet solcellepaneler. De originale paneler skimtes øverst i billedet; deres afløsere er pakket sammen i forgrunden.

.

Teleskopet blev planlagt til at kunne fungere i mindst 15 år, men det er stadig i drift (2024). Satellitten er anbragt i en lav bane om Jorden (ca. 600 km højde), der kan nås med en rumfærge, og den er konstrueret med henblik på, at astronauter kan udskifte instrumenter og andre komponenter i rummet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig