Saljut, (russ. 'salut, hilsen'), serie af sovjetiske rumstationer. Saljut 1, opsendt 19.4.1971, var verdens første rumstation. Stationen, der var 15,8 m lang og vejede 19 t, blev besøgt første og sidste gang 7.6.1971 af tre kosmonauter. Efter 24 dage om bord vendte de tilbage til Jorden, men omkom under landingen pga. en defekt ventil. Saljut 2, der fejlede efter opsendelse, Saljut 3 og Saljut 5 var militære rumstationer. Den sidste rumstation i serien, Saljut 7, blev opsendt 1982 og anvendt indtil 1986. Se også rumstation.