Andreas Mogensen og Loral O'Hara, den 4. oktober 2023.
De to astronauter, danske Andreas Mogensen og amerikanske Loral O'Hara, gør på Den Internationale Rumstation klar til en rumvandring. Der er flere typer af rumdragter; den type, der anvendes til rumvandringer, kaldes EMU (Extravehicular Mobility Unit). Denne type dragt vejer inkl. udrustning 140 kg.

En rumdragt er en dragt til beskyttelse af astronauter og kosmonauter under rumvandringer. Betegnelsen anvendes også om den trykdragt, som astronauter af sikkerhedsgrunde er iført inde i rumkabinen under opsendelse og landing.

Hvordan virker en rumdragt?

Rumdragter beregnet til rumvandring indeholder livsopretholdelsessystemer, kommunikationssystemer og en energiforsyningsenhed. Livsopretholdelsessystemet sørger for ilt-forsyning, fjernelse af CO2 i rumdragten, atmosfære samt regulering af temperaturen.

Kommunikationssystemet giver astronauten radiokontakt til rumskibets besætning eller direkte til jordpersonalet. Energiforsyningsenheden driver alle de andre systemer i rumdragten. Således er en rumdragt i kompleksitet og kapabilitet sammenlignelig med et rumskib eller en satellit.

Amerikanske rumdragter

Amerikansk rumdragt til brug ved rumvandringer. Inderst er astronauten iført en køle- og ventilationsdragt med et rørsystem, hvori en kølevæske løber. Selve rumdragten består af flere lag, bl.a. syv lag Mylar (en plastfilm fremstillet af polyethylentereftalat) belagt med aluminium til beskyttelse mod mikrometeoritter. Atmosfæren i dragten består af ren ilt ved et tryk på 0,3 atm. For at undgå dykkersyge reduceres trykket i kabinen ca. 24 h før en rumvandring; desuden skal astronauterne indånde ren ilt i ca. 30 min, før dragten kan tages på. Dragtens samlede masse er ca. 113 kg.

.

Den amerikanske rumdragt til brug for rumvandring består af en indre beklædning med et ca. 100 m langt rørsystem til væskeafkøling af astronauten og en ydre, som består af en nedre del til omslutning af bughule og ben og en øvre til overkroppen. Til disse fastgøres støvler, handsker og hjelm med visir.

Rumdragten består af adskillige lag af Kevlar-, Nomex- og Gore-Tex-materialer og syv lag alumineret Mylar og nylon. Hjelmen består af polycarbonat. På ryggen af rumdragten er fastgjort et system til levering af ilt, tryk, ventilation og temperaturkontrol med indbygget kommunikationsudstyr.

Russiske rumdragter

Den russiske rumdragt er mere stiv og består af en samlet dragt til hele kroppen, hvori hjelmen er indbygget, og systemet med iltforsyning og temperaturkontrol fastgjort på bagsiden. På samme måde som i det amerikanske system ifører kosmonauten sig en indre dragt med vandkølende slanger. Kosmonauten kommer ind i dragten gennem en åbning bagtil.

Europæiske rumdragter

Det europæiske rumagentur planlægger at udvikle en europæisk version af en rumdragt, og de afholdt i 2023 en designkonkurrence for en fremtidig dragts udseende.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig