Rumfærgen Discovery afsendes fra Kennedy Space Center den 29. september 1988.

.

Rumfart er opsendelse og flyvning af fartøjer uden for Jordens atmosfære. Rumfartøjerne omfatter ballistiske raketter (såkaldte sounding-rockets), satellitter i kredsløb om Jorden, fartøjer til Månen, planeterne eller i kredsløb om Solen og endelig fartøjer, som er på vej ud af Solsystemet.

Rumalderens begyndelse

Aleksej Leonov under den første rumvandring, den 18. marts 1965.

.

Rumalderen begyndte den 4. oktober 1957 med Sovjetunionens opsendelse af den første kunstige satellit, Sputnik 1, i kredsløb om Jorden. Den første amerikanske satellit, Explorer 1, blev opsendt den 31. januar 1958.

Rumkapløbet mellem USA og USSR

Dette var begyndelsen til rumkapløbet under den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen, som førte til opsendelse af tusinder af ubemandede og bemandede rumfartøjer i de næste årtier. De første cirka 40 års rumfart har resulteret i opsendelse af over 5000 satellitter, cirka 400 mennesker i rummet, hvoraf ca. 10% har været kvinder.

Der blev i i den periode landsat 12 astronauter på Månen med hjemtagelse af 387 kg materiale, landing af ubemandede fartøjer på Venus og Mars og flyvning tæt forbi Halleys Komet og alle Solsystemets planeter.

Rumfartens tidlige historie

I 1961 var Jurij Gagarin som det første menneske i rummet vægtløs i et enkelt kredsløb om Jorden.

.

For at kunne sende rumfartøjer uden for Jordens atmosfære kræves, at de opsendes med raketter. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev den moderne raketteknologi grundlagt af de tre raketpionerer russeren Konstantin Tsiolkovskij, amerikaneren Robert H. Goddard og tyskeren Hermann Oberth.

Wernher von Braun og Sergej Koroljov

I slutningen af 2. Verdenskrig var Tyskland førende med udviklingen af V2-raketten under Wernher von Brauns ledelse. Von Braun og cirka 150 af hans medarbejdere overgav sig til amerikanerne i slutningen af 2. Verdenskrig og fortsatte udviklingen af V2-raketterne i White Sands, New Mexico, USA. Sovjetunionen havde sit eget, hemmelige program, som blev opbygget efter 2. Verdenskrig med hjælp fra deporterede tyske raketeksperter. Programmet blev ledet af Sergej Koroljov.

Udviklingen af raketter havde især militære formål, men Det Internationale Geofysiske År 1957-1958 stimulerede interessen for opsendelse af den første kunstige satellit, idet planlægningskomitéen i 1954 vedtog en resolution, som gav udtryk for ønsket om udvikling af satellitter.

Fra Sputnik 1 til Explorer 1

De tre mænd, der stod bag Explorer 1, den første amerikanske satellit, der nåede i kredsløb om Jorden: fra venstre William Pickering, James Alfred van Allen og Wernher von Braun.

.

En måned efter opsendelsen af den første satellit, Sputnik 1, sendte Sovjetunionen Sputnik 2 i kredsløb om Jorden med hunden Laika. USA havde på det tidspunkt endnu ikke sat en satellit i kredsløb om Jorden, men den 16. oktober 1957 havde amerikanerne accelereret en lille beholder med stålkugler op til 54.000 kilometer i timen med et Aerobee-missil, således at beholderen undslap Jordens tyngdefelt og gik i kredsløb om Solen.

Wernher von Brauns udviklingsarbejde førte til firetrinsraketten Juno, der sendte den første amerikanske satellit, Explorer 1, i kredsløb.

Ubemandede rumprogrammer

De første ubemandede opsendelser var af fartøjer i suborbital bane, det vil sige, at fartøjet følger en ballistisk bane og falder ned igen uden at have været i kredsløb om Jorden. Den amerikanske hær opsendte fra 1946 til 1951 cirka 60 V2-raketter fra New Mexico i næsten lodrette baner op til en højde af 214 km. Den amerikanske flåde eksperimenterede i samme periode med andre typer af raketter og nåede højder på cirka 320 km.

Med suborbitale opskydninger kan der opnås observationstider i rummet uden for atmosfæren på 5-12 minutter. I 1952 blev de første observationer på levende aber og mus i vægtløshed af få minutters varighed under ballistiske opskydninger rapporteret.

Satellitter og sonder

Satellitter i kredsløb om Jorden har ud over videnskabelige anvendelser en række vigtige praktiske anvendelser til bl.a. telekommunikation, navigation, meteorologi, jordobservation og militære formål.

Udforskningen af Månen begyndte med de sovjetiske Luna-sonder i 1950'erne. Amerikanske månesonder omfattede Ranger, Surveyor og Lunar Orbiter, der bl.a. blev brugt til forberedelse af de bemandede månelandinger.

Fartøjer opsendt til Mars og Venus

Både Sovjetunionen og USA har sendt fartøjer til Mars og Venus. Venera var et sovjetisk projekt, der udforskede atmosfæren og overfladen på Venus og i 1975 fik optaget billeder fra overfladen. Mariner var en serie af amerikanske rumsonder, der udforskede Mars, Venus og Merkur ved enten at flyve tæt forbi eller gå i kredsløb.

De amerikanske Viking 1 og 2 landede i 1976 på Mars. De transmitterede billeder tilbage til Jorden, og overfladen blev undersøgt for bl.a. biologisk aktivitet. Der kunne ikke konstateres nogen form for liv på overfladen.

Mars Pathfinder, der landede på Mars i 1997, var den første af en række NASA-sonder, der skulle udforske planeten og muligvis lede frem til en bemandet færd. NASA landsatte med stor succes Marsbilerne Spirit og Opportunity på Mars i 2004. Spirit fungerede frem til 25. maj 2011, Opportunity fungerede til 10. juni 2018. Dermed fungerede begge rovere meget længere end den oprindelige 3-måneders mission.

Udforskning af Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun.

Computeranimeret billede af rumsonden Cassini.

.

Udforskningen af Jupiter blev indledt med Pioneer 10 og 11, som blev opsendt i hhv. 1972 og 1973 af USA. De passerede begge tæt forbi Jupiter, og Pioneer 11 passerede endvidere forbi Saturn i 1979. Begge sonder har i dag forladt Solsystemet.

I 1977 blev Voyager 1 og 2 opsendt for at udforske Solsystemets ydre planeter. Jupiter blev passeret af dem begge i 1979, og Saturn blev passeret i hhv. 1980 og 1981. Både planeterne og flere af deres måner blev fotograferet i afstande af ned til få tusinde kilometer.

Voyager 2 passerede Uranus i 1986 og Neptun i 1989. Voyagerprojektet er et af de mest succesrige rumprogrammer og har givet en stor mængde ny viden om vort Solsystem og dets ydre planeter.

Udforskningen af Jupiter blev videreført med NASAs sonde Galileo, der blev opsendt 1989. Cassini, der er blevet til i et samarbejde mellem NASA og den europæiske rumorganisation ESA, blev opsendt i 1997. Dens formål var at udforske planeten Saturn, samt dens ringe og måner. Cassini ankom til Saturn og gik i kredsløb i 2004. Missionen varede i 13 år, den sluttede da Cassini i september 2017 blev sendt ned i Saturns atmosfære for at brænde op. Cassini medbragte også landeren Huygens. Huygens formål var at studere Saturns største måne, Titan. Sonden blev frigivet i december 2004 og dalede ned gennem Titans atmosfære i januar 2005. Undervejs optog Huygens lyde af Titans vinde.

Bemandede rumprogrammer

Buzz Aldrin ved den første landing på Månen, juli 1969.

.

Det første menneske i rummet var russeren Jurij Gagarin, der den 12. april 1961 udførte et enkelt kredsløb om Jorden i rumkapslen Vostok 1. Mindre end en måned senere, den 5. maj, sendte USA i forbindelse med Mercury-projektet den første amerikaner, Alan B. Shephard, ud i rummet i en suborbital bane, hvor han var vægtløs i cirka 5 min.

Først med opsendelsen af John Glenn i rumkapslen Friendship 7 den 20. februar 1962 fik USA et menneske i kredsløb om Jorden. Russerne sendte i august 1962 to bemandede fartøjer i kredsløb, og i juni 1963 sendte de den første kvinde, Valentina Teresjkova, ud i rummet. På det tidspunkt havde Sovjetunionen gennemført otte gange så mange bemandede flyvninger som USA.

Apolloprojektet – første menneske på Månen

Buzz Aldrin satte sammen med Neil Armstrong de første fodaftryk på Månen i juli 1969.

.

Med Apolloprojektet i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, der kulminerede med landsætningen af astronauter på Månen, overtog USA imidlertid føringen, og i maj 1978 havde USA gennemført 22.503 astronauttimer i rummet mod Sovjetunionens 19.823. Parallelt med Apolloprogrammet arbejdede Sovjetunionen på deres eget måneprogram med N-1-raketten; programmet blev skrinlagt i 1973 efter fire fejlslagne ubemandede opsendelser.

Etablering af rumstationer

Apollo 17 var den sidste og længstvarende af de seks Apollomissioner, der landede på Månen. De to astronauter tilbragte 72 timer på Månen (11.12-14.12.1972) med bl.a. opstilling af måleinstrumenter og indsamling af måneprøver. Astronauten og geologen Harrison Schmitt (f. 1935), der er den hidtil eneste videnskabsmand på Månen, ses her i færd med undersøgelser. Billedet er taget af den anden astronaut, Gene Carnan (f. 1934).

.

I løbet af 1970'erne og 1980'erne specialiserede Sovjetunionen sig i langtidsophold i rummet gennem etablering af rumstationerne Saljut og Mir. Efter månelandingernes ophør gennemførte USA sit hidtil eneste rumstationsprojekt med etableringen af Skylab, hvor ni amerikanere i 1973-1974 opholdt sig i tre omgange 28-84 dage i rummet.

Bemandede rumfærger i 1980'erne

Den 12. april 1981 opsendte NASA rumfærgen Columbia, som var det første bemandede rumfartøj, der landede som et svæveplan og kunne genbruges. Sovjetunionen havde et tilsvarende projekt, i vid udstrækning kopieret, og byggede sin egen rumfærge, Buran, som ubemandet fløj første og eneste gang i 1988.

Bemandet rumfart efter den kolde krig

Fire astronauter i færd med en række rummedicinske forsøg om bord på den amerikanske rumfærge Columbia i 1993. Fire af disse forsøg var tilrettelagt af danske rummedicinere.

.

Efter ophøret af den kolde krig har USA og Rusland indgået et tæt samarbejde inden for bemandet rumfart. Der gennemførtes i årene 1996-1998 seks sammenkoblinger mellem en rumfærge og Mir som forberedelse til Den Internationale Rumstation, ISS (International Space Station).

Den Internationale Rumstation

Opbygningen af Den Internationale Rumstation i kredsløb om Jorden begyndte den 20. november 1998 med opsendelsen af det russiske modul Zarja, hvorefter tilkoblingen fulgte af det amerikanske knudepunkt, Unity, den 6. december 1998; ISS blev færdig i 2010. 15 lande, herunder Danmark, deltager i ISS-projektet – i 2023 med opsendelse af den første danske astronaut, Andreas Mogensen. Opbygningen af ISS er det største teknologiske projekt i fredstid.

Dødsulykker i rummet

Rumfærgen Challenger eksploderede kort efter starten den 28. januar 1986. Alle syv ombordværende omkom. Eksplosionen skyldtes en utæt samling i en løfteraket.

.

I alt 18 astronauter og kosmonauter (14 amerikanere og fire russere) er omkommet i rummet. De første syv amerikanere var besætningen på rumfærgen Challenger, der eksploderede kort efter opsendelsen i 1986. I 2003 omkom syv astronauter, da rumfærgen Columbia på vej mod landing forulykkede over Texas.

I 1967 omkom russeren Vladimir Komarov (1927-1967), da faldskærmen på hans rumkapsel fejlede under nedstigningen i atmosfæren. Den anden sovjetiske dødsulykke var i 1971 i forbindelse med det første besøg på rumstationen Saljut 1, hvor tremandsbesætningen på Sojuz 11 omkom under deres tilbagevenden til Jorden pga. en utæthed i rumkapslen. Både Sojuz- og Challenger-ulykken betød flere års udsættelse af hhv. det sovjetiske og det amerikanske bemandede rumprogram.

Dødsulykker under træning

Tre amerikanske astronauter omkom i 1967 i forbindelse med træning på Jorden i en Apollokapsel, hvor der opstod brand i kabinen (Apollo 1). Apollo 13-missionen, som skulle have været den tredje flyvning til Månen, var tæt på at føre til en dødelig ulykke pga. en eksplosion i servicemodulet, som satte hovedstrømforsyningen ud af kraft. Det lykkedes imidlertid at vende tilbage til Jorden.

Teknik

Da rumfartøjer udsættes for det tomme rum, store variationer i temperatur, stråling, accelerationer under opsendelse og landing og langvarig vægtløshed samt bevæger sig over store afstande, er kravene store til design, materialer og udvikling. Særligt lægges der vægt på massen, som skal være så lille som mulig af hensyn til energiforbruget under opsendelsen. Procedurerne for udvikling og afprøvning af et rumfartøjs systemer er langt mere omfattende end for jordbaserede systemer, hvilket betyder, at omkostningerne ved udvikling af udstyr til rumfart er mange gange større. Ved bemandede flyvninger er sikkerhedskravene endvidere skærpet, hvilket øger omkostningerne yderligere.

Rumfartsorganisationer

USA og Sovjetunionen har været førende i rumfartens udvikling, men en række andre lande har egne, mindre programmer. De varetages ofte af en central, statslig rumfartsorganisation; i slutningen af 1990'erne er private, kommercielle projekter som fx Sea Launch dog blevet mere almindelige.

De førende rumfartsorganisationer er, ud over det amerikanske NASA og det russiske Roskosmos, det fælleseuropæiske samarbejde ESA samt en række nationale rumfartsadministrationer i Frankrig (CNES), Tyskland (DLR) og Italien (ASI). Endvidere har Kina (CNSA), Indien (ISRO), Japan (JAXA), Brasilien (AEB) og Israel (ISA) etableret rumprogrammer med opsendelse af satellitter. ESA er en sammenslutning af 17 lande og således den eneste internationale rumorganisation.

Danmark Danmark spiller en aktiv rolle som deltager i internationale rumprogrammer, især gennem ESA, og den første danske satellit, Ørsted, blev opsendt den 23. februar 1999. Endvidere deltager danske forskere i rummedicinsk forskning på rumfærge og rumstation. Den 1. januar 2007 blev Danmarks Rumcenter (DRC) til DTU Space.

Resultater

Resultaterne af de sidste cirka 50 års rumfart kan opdeles i tre områder: videnskabelige, teknologiske og samfundsmæssige.

De videnskabelige resultater er hovedsagelig opnået inden for astronomi og planetforskning, specielt Voyager-projektet har inden for en 20-års-periode mangedoblet menneskets viden om Solsystemet.

Inden for det teknologiske område er udviklingen af computerteknologi blevet kraftigt accelereret af rumprogrammerne, og de store materialekrav har ført til en række anvendelser (spin-offs) i industrien.

De samfundsmæssige resultater omfatter hovedsagelig etablering af kommunikations-, jordobservations- og vejrsatellitter, som har betydning for dagliglivet overalt i verden.

Den bemandede rumfart har vist, at med fysiske træningsprogrammer kan mennesket overleve lang tids ophold i rummet, gennemføre komplicerede opgaver og benytte vægtløsheden som et instrument i kemisk, fysisk, biologisk og medicinsk forskning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Mette Nyfjord

Jeg skriver på vegne af elev i 9.kl som laver projekt om rumkapløbet.
Der står " Inden for det teknologiske område er udviklingen af computerteknologi blevet kraftigt accelereret af rumprogrammerne, og de store materialekrav har ført til en række anvendelser (spin-offs) i industrien."
Hvilke anvendelser (spin-offs) er der tale om?

svarede Jørgen Nørby Jensen

Tak for din kommentar. Redaktionen har desværre ikke de oplysninger, du søger.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig