Ud fra radiometriske målinger på meteoritter har man fastslået, at Solsystemet er dannet for ca. 4,5 mia. år siden. Udgangsmaterialet var en interstellar sky af støv og gas, hvis udadrettede gastryk netop balancerede med skyens egen gravitation. Skyens temperatur var oprindelig ca. 10 K (ca. −263 °C).
En ydre begivenhed, sandsynligvis en nærliggende supernovaeksplosion, satte et gravitationelt sammenfald i gang. I midten af skyen dannedes Solen, som ganske kort tid efter begyndte at skinne, idet temperaturen i dens indre hurtigt nåede de 10-15 mio. K, der er nødvendig, for at kernereaktionerne kan forløbe.
På grund af skyens oprindelige impulsmoment (omdrejningsmoment) samledes en del af skyen til en affladet skive af støv og gas med den nydannede Sol i midten. Ud af skivens støv og gas dannedes planeterne i løbet af 50-100 mio. år. Først dannedes såkaldte planetesimaler, klumper på få meters størrelse, formodentlig holdt sammen af mineralkornenes klistrende egenskaber. Dernæst samledes planetesimalerne inden for koncentriske ringe til 5-6 større protoplaneter. Én af disse sejrede i konkurrencen om at blive den største og tiltrak dernæst de resterende protoplaneter inden for sit koncentriske ringområde, hvorved planeten tog form.
Omkring hver planet samledes, ligesom omkring Solen, en sky af støv og gas, der i det ydre Solsystem blev til store systemer af måner, som endnu omgiver planeterne Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Sammensætningen af de ydre planeter og deres måner afspejler stadig solskyens oprindelige sammensætning.
I det indre Solsystem, fra Merkur til Mars, blev månedannelsen forstyrret af en voldsom solaktivitet, hvor Solen gik igennem en såkaldt T Tauri-fase og en kort overgang udslyngede store mængder gas. Denne gas (solvinden) ryddede det indre Solsystem næsten helt for gasser og letfordampelige grundstoffer. De indre planeter fremstod herefter som metal- og silikatrige kloder, generelt set uden måner.
Jorden er den eneste indre planet, der har en måne af betydning (Mars' to små måner, Phobos og Deimos, er senere indfangede asteroider). Det er imidlertid endnu uklart, om Månen blev dannet samtidig med Jorden af den samme sky af støv og gas som en slags dobbeltplanet, eller om den opstod ved en fremmed planets nedslag på Jorden (se Månen).
Den tungtfordampelige del af udgangsmaterialet ved planetdannelsen bestod af en blanding af jern-nikkel-metal og silikater, velkendte fra de såkaldt primitive (dvs. uforandrede) meteorittyper. Da der udvikledes megen varme ved samlingen af planeterne, smeltede både metallet og silikaterne. Det tunge smeltede metal søgte ned mod planetens midte, og de indre planeter udviklede store metalkerner i deres centre.
På overgangen mellem det indre og det ydre Solsystem, i området mellem Mars og Jupiter, dannedes pga. forstyrrende tyngdepåvirkninger fra Jupiter ingen planeter. Her findes i tusindvis af asteroider, små metal- og silikatrige legemer med størrelser fra få meter til et par hundrede km.
Efter planeternes og månernes dannelse faldt det overskydende materiale i form af støv, planetesimaler og protoplaneter efterhånden ned på planeterne. Denne fase med intenst meteorbombardement varede i ca. 500 mio. år, og spor heraf kan stadig ses på Månen. Efterhånden blev meteorfaldene gradvist sjældnere, men der falder stadig i dag ca. 20.000 t kosmisk materiale på Jorden årlig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.