Der findes en række andre kraftreaktortyper. Den næstmest anvendte er kogendevandsreaktoren. Den benytter ligesom trykvandsreaktoren stave med lavt beriget urandioxid som brændsel og vand som moderator og kølemiddel.
Forskellen mellem de to reaktortyper er, at mens dampproduktionen ved trykvandsreaktoren foregår i dampgeneratoren, produceres dampen i kogendevandsreaktoren i selve reaktorkernen. Kølevandet pumpes ind ved reaktorkernens bund og bringes i kog, mens det strømmer op langs de varme uranstave.
Den blanding af vand og damp, som strømmer ud ved kernens top, føres gennem dampseparatorer, der adskiller vand og damp. Dampen sendes gennem en damptørrer, hvor de sidste små vanddråber i dampen fjernes.
Herefter går dampen til dampturbinen og efter kondensering tilbage til reaktortanken, hvor det blandes med vand fra dampseparatoren, før det pumpes tilbage ind i kernen. I kogendevandsreaktoren føres kontrolstavene ind i reaktorkernen nedefra. Tryk og temperatur i kogendevandsreaktoren er noget lavere end i trykvandsreaktoren, 75 bar og ca. 280 °C.
Brug af tungt vand som moderator og kølemiddel i kraftreaktorer muliggør anvendelse af naturligt uran som brændsel, fordi tungt vand praktisk taget ikke indfanger neutroner. Til gengæld er det meget dyrt. Specielt Canada har bygget mange kraftreaktorer med tungt vand.
Også grafit (kulstof) kan anvendes som moderator i kraftreaktorer. Pga. grafits ringe tilbøjelighed til at indfange neutroner kan grafitmodererede reaktorer anvende naturligt uran som brændsel. Som kølemiddel anvendes i de fleste grafitreaktorer en gas, CO2 eller eventuelt helium, men i Tjernobyltypen, som blev opført i Sovjetunionen, benyttes vand, der bringes i kog.
Der har været en renæssance for den gaskølede højtemperaturreaktor, som er opbygget af grafit og små, grafitindkapslede urandioxid- eller urankarbidkugler. Den anvender helium som kølemiddel og kan drives ved meget høje temperaturer (800 °C), hvilket giver en effektiv udnyttelse af den producerede varme. Den har tillige meget favorable sikkerhedsegenskaber, som gør, at alvorlige reaktoruheld næppe kan forekomme. Den høje temperatur kan også udnyttes til kemiske processer, fx produktion af brint.
Endelig har man kraftreaktorer, der ikke indeholder nogen moderator, hvorfor neutronerne ikke nedbremses. De kaldes hurtige reaktorer, idet det er hurtige fissionsneutroner, der forårsager fissionerne. Denne reaktortype kræver som brændsel uran, der indeholder 15-20% uran-235 eller plutonium. Brændslet er derfor dyrt.
Til gengæld kan de hurtige reaktorer konstrueres på en sådan måde, at de ved neutronindfangning i uran-238 kan producere mere spalteligt materiale (plutonium), end de forbruger. Sådanne reaktorer kaldes formeringsreaktorer. Som kølemiddel anvendes flydende natrium, hvis smeltepunkt ligger ved 97 °C.
Kernekraftværker bygges med en elektrisk effekt på 500-1500 MW. 430 kommercielle kernekraftværker findes i 31 lande (2012); de leverer ca. 13% af verdens elforbrug. Desuden har 56 lande i alt ca. 240 forsøgsreaktorer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.