levnedsmiddelbestråling

Denne og andre effekter, fx spiringshæmning, har været kendt længe, men det var efter 2. Verdenskrig, da store industrielle bestrålingsanlæg blev tilgængelige, at der kom gang i forskning og udvikling på dette område. Man opdagede hurtigt, at denne tilsyneladende enkle metode havde en række problemer. Fx kan smagen påvirkes, og visse vitaminer kan ødelægges ved bestråling. Omkring 1980 mente man, at disse problemer var — om ikke løst — så under kontrol, og Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefalede generel brug af bestråling som konserveringsteknik. Anbefalingen indeholdt forbehold bl.a. med hensyn til den anvendte strålingsdosis — ikke over 10 kGy. WHO bekræftede i 1994 denne anbefaling.

Bestrålingsprocessen kan foregå i anlæg med elektronacceleratorer eller med radioaktive kilder, fx cobalt-60. De bestrålede levnedsmidler bliver ikke radioaktive. Når metoden alligevel ikke har vundet generel kommerciel udbredelse, skyldes det forbrugernes skepsis mod bestrålet mad og mistanke om, at der ved bestråling kan dannes sundhedsfarlige stoffer. At dette ikke er tilfældet, ses bl.a. af, at det er meget vanskeligt at påvise ved måling, om maden er blevet bestrålet. Det er dog i 1990'erne blevet muligt ved avanceret og følsom måleteknik at påvise karakteristiske ændringer i bestrålet mad, men der er ikke fundet nye eller farlige stoffer.

I 1999 blev der ved EU-direktiver udstukket fælles europæiske retningslinjer vedr. bestråling af levnedsmidler for at øge disses holdbarhed. Direktiverne indførtes i Danmark ved Bestrålingsbekendtgørelsen i 2000 og indebærer, at der skal søges autorisation til fødevarebestråling hos Fødevarestyrelsen, og bestrålingsanlæggene skal være godkendte af Statens Institut for Strålingshygiejne. De eneste fødevarer, der ifølge direktivet må bestråles, er aromatiske krydderier og krydderurter. Bestrålede fødevarer skal være mærkede med oplysninger herom. I USA er der givet en række tilladelser til bestråling af bl.a. kød og fjerkræ.

• fødevarekonservering