ELKRAFT, tidligere samarbejdsorgan for de østdanske kraftværker, stiftet i 1978 ved en omdannelse af selskabet KRAFTIMPORT, der etableredes i 1954 med det hovedformål at importere og fordele el fra Sverige. I 2000 blev selskabet opdelt i ELKRAFT Transmission A/S, der varetog drift og udbygning af det overordnede sjællandske transmissionsnet og ELKRAFT System A/S, der var systemansvarlig for transmissionsvirksomheden for Østdanmark. Aktiviteterne vedrørende el- og varmeproduktionen blev samtidig overført til det nyetablerede energiproduktionsselskab Energi E2. I 2005 fusionerede ELKRAFT Transmission A/S og ELKRAFT System A/S sammen med det Vestdanske eltransmissionsselskab Eltra og gastransmissionsselskabet Gastra til det landsdækkende transmissionsselskab Energinet.dk. Energi E2 blev i 2006 overtaget af DONG Energy.