Generator, (af lat. generare 'avle, frembringe'), elektrisk maskine til produktion af vekselstrøm. Generatoren drives mekanisk af en kraftmaskine og omsætter den mekaniske effekt til elektrisk spænding. I tilfælde, hvor spænding og frekvens skal kunne reguleres, anvendes en synkronmaskine, hvorved der opnås et fast forhold mellem rotationshastighed for rotor og frekvensen af den elektriske effekt. Synkronmaskinen giver yderligere mulighed for at styre spændingen inden for rimelige grænser gennem regulering af feltstyrken for det af rotor frembragte magnetfelt. Denne maskintype anvendes til alle større produktionsanlæg.

I store vandkraftværker anvendes synkronmaskiner med et stort antal poler, hvorved omløbstallet kan være lille, men generatorens diameter meget stor. For en 50 Hz-generator med ét polpar i fx et dampkraftværk er omløbstallet 3000 o/min, mens en typisk vandkraftgenerator med 24 polpar har et omløbstal på 125 o/min.

Der er bygget generatorer med mærkeeffekt på over 1000 MW. Spændingen i generatorens vekselspændingsvikling er typisk for store maskiner 10-20 kV. Dette i kombination med stor ydelse nødvendiggør meget kraftige ledere internt i generatoren og frem til maskintransformeren, som forbinder generatoren med nettet. Man er derfor begyndt (1996) at undersøge muligheden for med acceptabel økonomi at anvende superledende materialer til disse ledere. Dimensionen kan herved mindskes kraftigt, selvom der skal skaffes plads til en omfattende termisk isolation.

I mindre, decentrale anlæg benyttes dels synkronmaskiner med permanent magnetisering, hvorved spændingen ikke kan reguleres, skønt maskinen til en vis grad kan gøres uafhængig af tilførsel af magnetisering fra nettet (reaktiv effekt); dels asynkronmaskiner, hvor omløbstallet kan variere inden for snævre grænser, men hvor det magnetiske felt i maskinen alene opbygges gennem tilførsel af reaktiv effekt fra nettet. I sidstnævnte tilfælde er spændingen på nettet i området ofte et problem, da den kan være stærkt varierende med, hvor megen effekt fx en vindmølle producerer, og hvor stor en del der aftages i lokalområdet.

Ved anlæg, som producerer jævnspænding, fx solceller eller brændselsceller, foretages omformning til vekselspænding inden tilslutning til elnettet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig