antenne (elektronisk komponent)

Den ældste antennetype, dipolen, er et metalrør eller lige trådstykke, som i reglen er afbrudt på midten, således at en transmissionslinje kan tilsluttes. Dipolen blev anvendt af Heinrich Hertz i de eksperimenter, han udførte 1887, og gennem hvilke han påviste eksistensen af elektromagnetiske bølger. Dipolen er en vigtig antennetype, som anvendes alene eller som et element i en sammensat antenne. Den er lineært polariseret og har hovedretning vinkelret på sin akse. For en dipol, der er en halv bølgelængde lang, er forstærkningen F ca. 1,6 (2 dB) og impedansen ca. 70 ohm. En variation af dipolen er den foldede dipol, som har flere gange større impedans.

En med dipolen beslægtet antenne er monopolen, som anbringes vinkelret på en ledende plan, fx Jordens overflade. Monopolens højde er den halve af den tilsvarende dipols; den ledende plan erstatter den manglende halvdel. Denne antennetype finder anvendelse fx som bilantenne og til radiosending ved mellembølger. Monopolens impedans er den halve af den tilsvarende dipols.

Rammeantennen med en eller flere vindinger, ofte viklet på en ferritstav, anvendes til radiomodtagning ved lang- og mellembølger. Hovedretningen er vinkelret på ferritstaven.

Skruelinjeantennen (helixantennen) er en skrueformet tråd, som er anbragt foran en reflektor (ledende plan). Skruelinjens diameter er omkring en tredjedel bølgelængde, og antallet af vindinger varierer fra tre og opefter. Hovedretningen er akseretningen. Antennen er cirkulært polariseret; forstærkningen kan overstige 100 (20 dB).

Yagi-Uda-antennen, som er meget benyttet til tv-modtagning, er sammensat af dipoler; dog er det antenneelement, hvortil transmissionslinjen sluttes, i reglen en foldet halvbølgedipol. En af dipolerne er en smule længere end en halv bølgelængde og fungerer som reflektor. De resterende dipoler er alle kortere end en halv bølgelængde; de benævnes direktorer og tjener til yderligere forøgelse af forstærkningen, som kan opnå værdier på 10 (10 dB) og derover.

Med en antennegruppe, dvs. et system af ens orienterede antenner, kan der opnås særlig høj forstærkning eller et specielt udformet retningsdiagram. Slidsantennen og mikrostripantennen anvendes ved mikrobølger og er velegnede til at indgå som elementer i antennegrupper. Slidsantennen er i sin simpleste form et rektangulært hul udskåret i væggen af en bølgeleder, se mikrobølgeteknik. En gruppe af sådanne slidser udgør en meget benyttet antenne til skibsradar. Mikrostripantennen, der ligeledes benyttes til radar, fremstilles i samme teknik som et trykt kredsløb; den består af en metalfilm, ofte firkantet med en sidelængde på omkring en halv bølgelængde, der er anbragt på et underlag (substrat) i form af et tyndt dielektrisk (isolerende) lag på en metalplade (kobber). Tilkoblingen af antennen til transmissionslinjen, som er anbragt på bagsiden af metalpladen, foretages gennem en lille åbning (aperturkobling).

Hornantennen, reflektorantennen og andre antennetyper, hvor de modtagne eller udsendte radiobølger afgrænses af en apertur, dvs. en åbning, kaldes aperturantenner. Hornantennen, som anvendes til mikrobølger, består af et stykke af en rektangulær eller cirkulær bølgeleder med gradvis forøget tværsnit, således at der fremkommer en tragt, omtrent som en megafon. Hornantennen har udmærkede bredbåndsegenskaber og finder især anvendelse til laboratoriebrug og som primærantenne for reflektorantenner. Forstærkningen er af størrelsesordenen 100 (20 dB).

Reflektorantennen, som i simpel form anvendtes allerede af Hertz, består af en mange bølgelængder stor reflektorflade, i reglen i form af en omdrejningsparaboloide (parabol), i hvis brændpunkt er anbragt en primærantenne. Reflektorantenner findes i flere former; i den såkaldte cassegrainantenne benyttes en primærantenne, som i sig selv er en reflektorantenne, om end af speciel (hyperbolsk) form. Denne antennetype er velegnet til jordstationer, til satellitkommunikation og til radioteleskoper. Se også radioastronomi og parabol.