telekommunikation

Fjerntransport af simple meddelelser over kæder af stationer via lyd- eller billedsignaler har været kendt siden oldtiden. Først med franskmanden C. Chappes opfindelse af semafortelegrafen i 1793 blev det imidlertid muligt at overføre enhver skriftlig meddelelse. Semafortelegrafen benyttede kodning af bogstaver til kombinationer af vandrette, lodrette og skrå positioner af klapper, der var placeret i signalstationernes master. I 1808 oprettedes en sådan optisk telegrafforbindelse med 25 signalstationer mellem København og Slesvig.

Amerikaneren S. Morse opfandt en langt mere effektiv metode, hvor elektrisk strøm gennem et kabel blev benyttet til overførsel af binært (kort og lang) kodede tegn (morsealfabetet), og det første anlæg af denne type blev idriftsat mellem Washington og Baltimore i 1844. I Danmark åbnedes i 1854 en sådan kabelforbindelse fra Helsingør via København til Hamburg. Allerede det første år overførtes 20.000 telegrammer via denne forbindelse, og telegrafen fik hurtigt en voksende betydning for den internationale handel.

Den kommercielle telefonitjeneste opstod kort efter A.G. Bells patent på telefonen i 1876 (den var tidligere opfundet af A. Meucci). I Danmark blev de første samtalestationer oprettet i 1879 som kiosker i det indre København, og et egentligt telefonselskab etableredes i byen to år senere med 22 abonnenter. Det blev året efter overtaget af Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, og det senere KTAS blev dermed et af verdens første telefonselskaber.

Op gennem 1900-t. udviklede de oprindelige lokale telefonnet sig hastigt i omfang og udbredelse, og der etableredes forbindelsesmuligheder mellem nettene. I lang tid var det dog ikke muligt at føre samtaler over afstande på mere end ca. 100 km. Først med opfindelsen af forstærkeren i 1920'erne blev denne grænse overvundet, og grundlaget var skabt for et sammenhængende nationalt og internationalt telefonnet.

I 1930'erne udvikledes den såkaldte bærefrekvensteknik (FDM, Frequency Division Multiplex), hvorved mange samtaler samtidigt kan sendes via det samme trådpar. Teknikken blev gradvist raffineret, således at der ca. 1970 kunne sendes 2700 kanaler via et koaksialkabel (se telekabel) i fjernnettet, mens der kunne sendes 480 kanaler via oplandsnettets trådpar, som tidligere kun blev benyttet til en enkelt samtale. Den tekniske udvikling understøttede dermed den kraftige vækst i trafikken.

En række opdagelser om radiobølger i forening med elektroniske komponenters udvikling havde omkring 1900 skabt grundlag for en praktisk anvendelse af radiokommunikation. Den første udnyttelse af radiobølger tilskrives italieneren G. Marconi, som i 1899 telegraferede via radiosignaler over Den Engelske Kanal og to år senere fra Cornwall i Storbritannien til Canada. Også danskeren Valdemar Poulsen bidrog til den praktiske udnyttelse af radiobølger gennem sin opfindelse i 1903 af en generator til høje frekvenser, Poulsen-buen.

En større udbredelse af radiokommunikation til civil anvendelse kom imidlertid først efter 1. Verdenskrig. Radioudsendte programmer indledtes så småt fra 1920, og simple radiomodtagere fik hurtigt stor udbredelse og skabte grundlag for fast etablering af mange radiostationer. I Danmark begyndte regelmæssige radioudsendelser i 1924, og året efter oprettedes Statsradiofonien (efter 1959 Danmarks Radio). Regelmæssige fjernsynsudsendelser blev indledt i 1936 af BBC, men udbredelsen af tv tog først fart i Europa i 1950'erne med fremkomsten af billigere modtagere.

Allerede fra 1901 anvendtes radiotransmission af fyrvæsenet i Danmark, og i de følgende år benyttedes radio af marinen og den civile skibsfart. I 1920 oprettedes den første danske radiotelefonforbindelse mellem Hammeren og Christiansø, og i 1923 etableredes radiotelefonforbindelse mellem København og Bornholm. En kabelforbindelse fra Bornholm til Sverige blev udlagt i 1931.

Anvendelse af radiokommunikation i større omfang i almindelige telenet kom først efter 2. Verdenskrig. Det skete med radiokæder, hvor et stort antal telefonkanaler eller nogle få tv-programmer kan fremføres i hop på 30-50 km mellem mastetårnene. Den første danske radiokæde etableredes i 1953, og i 1956 åbnedes en radiokædeforbindelse fra København til Jylland. Det danske radiokædenet blev derpå benyttet til fordeling af tv-programmer til de regionale sendemaster.

Den amerikanske satellit Telstar indledte i 1962 brugen af kommunikationssatellitter mellem kontinenterne (se satellitkommunikation). Det afgørende gennembrud med overførsel af direkte transmissioner skete i forbindelse med De Olympiske Lege i 1964 i Tokyo. Derefter etableredes INTELSAT og Inmarsat, hvor landene i et internationalt fællesskab videreudviklede satellitkommunikation. Fra ca. 1980 blev satellitter også anvendt til direkte transmission af programmer til private hjem, i takt med at det blev muligt at fremstille billige modtagere til de høje frekvenser, der anvendes ved satellitkommunikation.

Den elektromekaniske fjernskrivemaskine, som overfører og modtager tegn i form af asynkront kodede (start-stop kodede) tegn på fem elementer, blev opfundet ca. 1910, men først i 1930'erne blev det muligt for kunder at skrive direkte til hinanden via den såkaldte telextjeneste, som er en "selvbetjent" telegraftjeneste. De elektromekaniske fjernskriveapparater var dog ganske kostbare, og telextjenesten opnåede derfor ikke nogen voldsom vækst, selvom den blev af stor betydning for internationalt orienterede virksomheder. I Danmark nåede telextjenesten aldrig over ca. 10.000 abonnenter.

Med den altdominerende telefonitjeneste fik telekommunikation efter 2. Verdenskrig stadig stigende betydning i de udviklede lande, og telesektoren blev den største aftager af nye elektroniske komponenter og nye opfindelser på elektronikområdet. De nye teknologier revolutionerede først og fremmest telenettets overordnede dele, hvor en kraftig vækst i trafikken også fordrede en hurtig udbygning med den nyeste teknologi. I kontrast hertil er der ikke sket større teknologiske ændringer med de kobbertrådsforbindelser, hvormed den enkelte telekunde er forbundet til telenettet. Helt frem til ca. 1990 skete der heller ikke nævneværdige ændringer i tjenesteudbuddet til almindelige private kunder. Den største ændring i denne periode var gennemførelsen af automatiseringen af telefontjenesten, som gav abonnenterne mulighed for at kalde hinanden op uden en telefonists mellemkomst. Denne automatisering påbegyndtes i Danmark i 1930'erne, men tog først fart fra slutningen af 1950'erne. De sidste kunder i Danmark blev tilsluttet til fuldautomatiske centraler i 1978.

De fuldautomatiske centraler var baseret på relæteknik, og kunderne overførte de valgte cifre vha. impulser, der blev dannet ved tilbageløbet på telefonens drejeskive, eller fra ca. 1975 vha. tonesignaler fra en tastaturtelefon. Det fuldautomatiske telefonsystem nødvendiggjorde en avanceret signalering mellem centralerne, og telefonnettets opbygning og drift krævede dermed i stigende omfang et nationalt og internationalt teknisk samarbejde. Tidligere nationale standarder blev derfor erstattet af internationalt aftalte specifikationer, som i tilgift dannede grundlag for en stigende international handel med teleudstyr.

Med automatiseringen forsvandt telefonisternes kuponregistreringer af samtaler. I stedet blev forbruget registreret med en tæller for hver abonnent. Under samtale blev tælleren tilkoblet en pulsgenerator, hvor tidsafstanden mellem pulserne svarede til den fastlagte minuttakst for den pågældende samtale. Fra 1968 blev det også muligt at benytte selvvalg til udvalgte destinationer i udlandet, og i 1975 var der gennemført selvvalg til alle væsentlige destinationer.

Den digitale teknik baseret på integrerede kredse blev tidligt udnyttet i telekommunikation. I Danmark blev de første PCM-anlæg (Pulse Code Modulation) idriftsat i 1974, og allerede fra dette tidspunkt blev nogle telefonsamtaler således overført som 64 kbit/s bitstrømme på delstrækninger. I de følgende år udbyggedes digitaliseringen af transmissionsanlæggene, således at alle nye anlæg var digitale efter 1980. Samtidig introduceredes lyslederen i det overordnede danske telenet.

Med baggrund i en folketingsbeslutning i 1985 etableredes et såkaldt hybridnet, hvor radio- og tv-programmer kunne distribueres til de enkelte kommuner via digital transmission gennem lysledere. Hybridnettet var regnskabsmæssigt adskilt fra det offentlige telenet, men besparelser kunne opnås ved samtidig etablering af lyslederkabler til telenettet. Formelt set blev hybridnettet nedlagt i 1995, hvor nettets lysledere blev overført til det offentlige telenets infrastruktur. Transmission af programmer til fællesantenneanlæg via telenettet er dog videreført med nye kodningsalgoritmer (MPEG2), og i brugsmæssig forstand kan hybridnettet således siges at være videreført.

Den første danske digitale transitcentral blev etableret i Kolding i 1979. I en digital central kobles kanaler mellem digitale ledningsanlæg i form af digitale strømme, mens kanalerne i en analog central må konverteres til analoge elektriske signaler, inden de kan sammenkobles i centralen. Der var således store fordele ved en samtidig digitalisering af transmissionsanlæg og centraler.

Den første digitale abonnentcentral i Danmark blev idriftsat i 1984, og i 1998 var hele det danske telenet digitaliseret, således at alle telefonabonnenter var tilsluttet en digital central uden bevægelige dele. Bortset fra adgang til en række ekstra faciliteter, som kun kan tilbydes under en digital central, er telefonitjenesten ikke væsentligt ændret med digitaliseringen. På den sidste strækning ud til kunden, som i gennemsnit er knap 3 km, overføres telefonsamtaler fra en digital central således fortsat som analoge signaler i frekvensbåndet 300-3400 Hz, idet der sker en omsætning i de såkaldte abonnenttrin.

Datatransmission via telenettet indledtes i Danmark i 1960'erne vha. modemer, der benyttede opdrejede eller fast koblede telefonforbindelser, såkaldte faste kredsløb, mellem de ønskede destinationer. I 1970'erne steg den maksimalt mulige bithyppighed fra oprindelig 300 bit/s til 9600 bit/s pga. mere avancerede modulationsprincipper og generelle forbedringer af telenettets transmissionskvalitet. Udbredelsen af modemer voksede samtidig til ca. 10.000, som fortrinsvis blev anvendt til fjernadgang fra filialer til virksomheders centrale computere. Såkaldte offentlige datanet, som frit kan koble dataforbindelser op mellem tilslutninger til nettet, blev defineret af ITU (International Telecommunications Union) 1972-76. Senere blev et kredsløbskoblet datanet, Datex, idriftsat i Danmark i 1982, og et andet net, Datapak, blev idriftsat i 1984. Disse nettjenester blev dog fortrinsvis benyttet erhvervsmæssigt. Det samlede antal tilslutninger i Danmark til faste kredsløb og offentlige datanet var ca. 50.000 i slutningen af 1980'erne.

Med digitaliseringen fik telenettet et langt større potentiale til datatransmission. Det blev udnyttet til ISDN, hvor den sidste strækning ud til kunden digitaliseres. Herved fik kunden direkte adgang til telenettets transport af 64 kbit/s bitstrømme. ISDN blev indført i 1992, men havde været forberedt siden slutningen af 1970'erne. De digitale telefoncentraler kunne derfor også anvendes til ISDN. Samtidig udvikledes modemteknikken, så det blev muligt at sende op til 56 kbit/s til kunder med analog tilslutning.

For almindelige private kunder manglede imidlertid de afgørende teletjenester, der kunne befordre en udbredt brug af de digitale transmissionsmuligheder. I 1981 søgte teleselskaberne med Teledata at introducere en datatjeneste med appel til private brugere. Det blev imidlertid ikke nogen succes, og først med Internettets accelererende udbredelse omkring 1995 opstod et grundlag for privates brug af datakommunikation. Internettets grundlæggende transportmekanisme med brug af såkaldte datagrammer blev oprindelig anvendt i computernetværk, hvor computernes datakraft var til rådighed for den omfattende behandling af de enkelte pakker, som datagramteknikken kræver.

Selvom internettet var i drift allerede i 1960'erne, var der ikke økonomisk grundlag for at anvende datagramteknikken i de offentlige telenet. Med fremkomsten af de lokale ethernet ca. 1980 opstod imidlertid en til datagrammer svarende teknologi for lokale net, hvor minidatamaters og pc'ers voksende datakraft i kombination med transparente lokale medier med stor båndbredde (koaksialkabler, par-snoede kabler og lysledere) blev benyttet til direkte kommunikation mellem computere uden behov for centrale enheder til at behandle datameddelelserne.

Kombinationen af den fremherskende teknologi i lokalnet og det verdensomspændende internet, som fortrinsvis blev benyttet mellem undervisnings- og forskningsinstitutioners computere, førte i løbet af 1990'erne til en kraftig udbredelse af internettet. En afgørende forudsætning herfor var en hurtig vækst i kapaciteten af routere, som kunne håndtere dirigeringen af datagrammer. Privatpersoner benyttede indtil år 2000 udelukkende modemer eller ISDN som adgang til Internet. Men allerede ultimo 2005 var der 1,4 mill. bredbåndskunder i Danmark svarende til ca. 25 pr. 100 indbyggere. Bredbånd via XDSL og kabelmodemer opnåede hurtigt almen udbredelse. Samtidig øgedes kundernes hastigheder, og det blev stadig mere almindeligt, at en bredbåndstilslutning benyttedes til både internettjenester, telefoni og modtagelse af radio- og tv-programmer. Telenettets kapacitet øgedes dermed kraftigt, og dets opbygning ændredes i retning af en almen IP-baseret transportstruktur som grundlag for en produktionsmæssig integration af tjenester (også kaldet NGN (Next Generation Networks)). Kunderne tilsluttets dette net via bredbånd med høj hastighed gennem de eksisterende kobbertråde eller nye lysledere, som anlægges af blandt andet de danske eldistributionsselskaber i mange dele af landet.

Frem til 1980 introduceredes flere manuelle mobiltjenester i Danmark, som muliggjorde telefonistekspederede telefonsamtaler, især mellem køretøjer og det faste telefonnet. De offentlige systemer havde dog mindre end 10.000 kunder, mens private, lukkede mobile net samlet omfattede mere end 50.000 mobile enheder.

I 1981 introducerede de nordiske lande det automatiske mobiltelefonsystem NMT (Nordisk Mobil Telefon) i 450 MHz-båndet. Med en hurtig teknisk udvikling af billigere terminaler steg udbredelsen kraftigt fra ca. 1985. Et parallelt system i 900 MHz-båndet måtte etableres, og NMT-systemet blev udbredt til flere andre europæiske lande. Uensartede frekvensmuligheder og nogle landes valg af andre systemer begrænsede imidlertid mulighederne for yderligere europæisk brug af systemet. I Europa samledes interessen i stedet om definition af et nyt digitalt system, der fik navnet GSM. En række EU-beslutninger sikrede, at GSM-systemet kunne dække alle medlemslande.

I Danmark blev GSM i 900 MHz-båndet introduceret i 1992 af to konkurrerende selskaber (Sonofon og Tele Danmark). I 1997 blev der yderligere tildelt frekvenser til GSM i 1800 MHz-båndet til i alt fire operatører (de to tidligere nævnte samt Mobilix og Telia). Med udgangen af 1999 var der mere end 2 mio. mobiltelefoner i Danmark.

Folketinget besluttede i 1999 at tildele frekvenser til tre nye typer af mobile net, UMTS (Universal Mobile Telecommunications Service), TETRA (Terrestrial Trunked Radio), som er et digitalt net for nød- og sikkerhedsopgaver, og FWA (Fixed Wireless Access), der er en fællesbetegnelse for adgang til det faste net via radioudstyr.

GSM anvendes altovervejende til telefoni og korte datameddelelser (SMS), selvom egentlig datatransmission også er mulig i systemet. Tredje generations mobilsystem, UMTS, blev introduceret i 2003. Det er bedre egnet til datakommunikation og tilbyder båndbredder på op til ca. 2 Mbit/s.

Et fjerde generations mobilsystem (4G) er den seneste teknologi for trådløse mobiltjenester til både mobilt bredbånd (internet) og mobiltelefoni. Det er mere stabilt og hurtigere end UMTS.

Der var i 2014 mere end 6 mio. mobiltelefoner i brug i Danmark, dvs. flere end antallet af indbyggere. Tre ud af fire af disse mobiltelefoner er smartphones.

Se også mobilkommunikation.

Med digitaliseringen af alle teletjenester og en samtidig digitalisering af andre medier præges teleudviklingen i voksende grad af en såkaldt konvergens. I sin yderste konsekvens kan det resultere i, at transportmedier og terminaler bliver fælles for data-, tale- og billedtjenester. Stigende forbrug og større krav til kvalitet vil samtidig stille krav om stadig større båndbredde. En øget båndbredde for private brugere kan opnås med XDSL på det eksisterende kobbertrådsnet. Opgraderinger af fællesantenneanlæg og øget direkte adgang til lysledere har yderligere øget mulighederne for bredbåndskommunikation.

Radio og tv

Fra 1960 har Danmark været dækket med et sendernet for FM-radio og tv; farve-tv blev indført i 1968. De jordbaserede sendernet er siden blevet udbygget til TV 2, som landsdækkende begyndte sine sendinger i 1988. Endvidere kom et antal lokale radio- og tv-stationer.

Siden begyndelsen af 1980'erne har man i stigende omfang anvendt satellitter til modtagelse af programmer, og fra 1997 var det muligt at modtage mange programmer herfra i digital form.

Der er i internationalt samarbejde udviklet en teknik til at digitalisere de jordbaserede sendere. På radioområdet kaldes det digitale system DAB (Digital Audio Broadcast), mens det digitale system for tv-distribution kaldes DVB (Digital Video Broadcasting). DAB blev i Danmark åbnet i 2004, mens DVB via det jordbaserede net – også kaldet DTT (digitalt terrestrisk tv) – blev åbnet i 2006. Efter en politisk beslutning i 2005 blev det analoge sendenet nedlagt i 2009. Derved frigjordes frekvenser til distribution af flere kanaler via DTT.

Telegraftjenesten i Danmark blev oprindelig tilrettelagt i statsdrift via telegrafvæsenet. Fra omkring 1880 opstod i alt 57 lokale telefonselskaber i privat regi. I 1897 vedtoges en lov, hvorefter både telefoni og telegrafi blev underlagt statens eneret; dog kunne eneretten videregives til private selskaber via koncessioner. De mange telefonselskaber blev herefter reduceret til 11 koncessionerede selskaber, der fik hver sit lokalområde. Ved senere sammenlægninger blev de reduceret yderligere til tre selskaber, KTAS (Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab), JTAS (Jydsk Telefon-Aktieselskab) og FkT (Fyns kommunale Telefonselskab), mens det statslige telegrafselskab varetog den resterende del af statens eneret.

I 1920, da Sønderjylland igen blev dansk, overtog telegrafvæsenet driften i dette område af telefonnettet, som var i meget dårlig stand. Telegrafvæsenet blev i 1927 sammenlagt med postvæsenet, der herefter hed P&T, Post- og Telegrafvæsenet. P&T forestod dermed telefontrafikken mellem de koncessionerede selskaber, mellem Danmark og udlandet samt de nye landsdækkende datatjenester og mobile tjenester, som ikke var omfattet af koncessionerne. P&T varetog også sendeledningsnettet for Danmarks Radio og TV 2 samt kystradio- og andre tjenester.

Denne struktur bevaredes i store træk frem til 1990, idet der dog i 1987 overførtes opgaver fra P&T til de regionale selskaber, som herefter fik kundeansvaret for alle tjenester i deres områder. De resterende opgaver i P&T blev samlet i Statens Teletjeneste og Tele Sønderjylland, mens det departementale ansvar for hele sektoren blev samlet i Generaldirektoratet for P&T.

Forud for koncessionernes udløb i 1992 besluttedes det i 1990, at teleselskaberne fremover skulle samles under Tele Danmark A/S, som blev stiftet samme år. Det blev dog samtidig besluttet, at regionale selskaber indtil videre skulle bevares som samlede enheder i det nye selskab. Statens Teletjeneste fortsatte under Tele Danmark med det nye navn Telecom.

Ved omstruktureringen blev statens ejerandel i Tele Danmark væsentlig højere end de politisk målsatte 50%, men andelen blev nedbragt i 1994 gennem en emission af nye aktier. I lyset af den stigende konkurrence og deraf følgende krav om effektivisering dannedes i 1996 en samlet organisation, og de tidligere regionale selskaber og Telecom blev dermed nedlagt og deres funktioner lagt direkte i Tele Danmark. Efter den fulde liberalisering solgte staten i 1998 sine sidste aktier, og selskabet fik under navnet TDC det amerikanske teleselskab SBC som dominerende ejer. I 2006 blev kontrollen med selskabet overtaget af internationale kapitalfonde.

Frem til 1980 var både teletjenester og dertilhørende terminaler underkastet statens eneret ved den ovenfor omtalte lov fra 1897. Den teknologiske udvikling har imidlertid ført til en gradvis liberalisering. Modemer med lav hastighed blev liberaliseret i 1980, og fra 1990 blev alle typer teleterminaler inklusive PABC-anlæg liberaliseret. Konkurrence på mobilområdet begyndte som omtalt i 1992. I 1993 fulgte liberalisering af datatjenester, i 1994 ophævedes eneretten til sammenstilling af telefonsamtaler, og i 1996 ophævedes alle tilbageværende enerettigheder. Danmark havde dermed gennemført den fulde liberalisering forud for den af EU fastsatte termin, der var aftalt til 1.1.1998. De fleste andre lande har også liberaliseret i den samme periode. Den fælles liberalisering understøttes af en aftale fra 1998 om gensidig markedsadgang på teleområdet mellem 72 lande i den internationale handelsorganisation WTO. Konkurrencen har øget udbuddet af tjenester og forstærket de løbende prisfald.

Indtil 1982 blev sikringen af overholdelse af vilkår og den for kunderne nødvendige sammenhæng i teleydelserne efter 1897-loven tillagt et telefontilsyn, som også forestod det nødvendige samarbejde mellem teleselskaberne. I en kort periode, 1982-86, videreførtes tilsynet i form af Statens Teleråd. Med liberaliseringen øgedes behovet for udsondring af forvaltningsmæssige opgaver. Dertil dannedes Teleinspektionen i P&T-regi i 1986 og Telestyrelsen under Forskningsministeriet i 1991. Telestyrelsen varetog bl.a. lovforberedende arbejde, frekvensforvaltning, relationer til internationale teleorganisationer samt tilsynsmæssige opgaver. Samtidig etableredes Telerådet som et rådgivende organ for ministeren i relation til reguleringen på teleområdet.

Efter den fulde liberalisering i 1996 er lovgivningen på teleområdet blevet kraftigt udbygget med henblik på sikring af fair konkurrencevilkår mellem gamle og nye operatører og sikringen af forbrugerhensyn. I 2002 blev Telestyrelsen sammenlagt med Statens Information til IT- og Telestyrelsen, som imidlertid nedlagdes i 2011. Opgaverne inden for teleområdet blev henlagt til Erhvervsstyrelsen. Telerådet var da allerede nedlagt i 2004. I overensstemmelse med dansk tradition oprettedes et Teleklagenævn til behandling af klager over tidligere IT- og Telestyrelsens, nu Erhvervsstyrelsens afgørelser.

Efter liberaliseringen er branchen præget af mange udbydere, og der er især på mobilområdet en intensiv konkurrence. Men også fastnetområdet præges i stigende grad af konkurrence. Man skelner her mellem tjenestekonkurrence, som beror på hel eller delvis anvendelse af andre udbyderes net, og infrastrukturkonkurrence med direkte tilslutninger til konkurrende net. Sidsnævnte form for konkurrence er øget gennem eksempelvis FWA og elselskabers udrulning af fiberadgang til private hjem.

Danske teleudbydere er organiseret i Telekommunikationsindustrien, og nødvendige tekniske normer og procedurer behandles i dette regi, som også er talerør for branchen i forhold til lovgivning mv. Organisationen har oprettet et teleklagenævn til afgørelse af forbrugerklager.

Telekommunikation fordrer et omfattende internationalt samarbejde om tjenester og disponering af radiofrekvenser. ITU blev oprettet i 1865 som den internationale telegrafunion og er verdens ældste internationale organisation stiftet på regeringsplan. I 1932 overtog ITU internationale aftaler om radiofrekvenser, og organisationen blev i 1947 associeret med FN. ITU varetager tillige standardisering og koordinering af den internationale indsats for udviklingslande, hvor udbygning af telekommunikation ofte er afgørende for den økonomiske vækst.

I Europa dannedes i 1959 CEPT (Conférence européenne des administrations des postes et des télécommunications) med det formål at udbygge telesamarbejdet mellem europæiske lande. Med liberaliseringen blev standardiseringsopgaver overført til ETSI (European Telecommunications Standard Institute). En særlig organisation for teleoperatører, ETNO (European Telecommunication Network Operators), blev oprettet ca. 1990. CEPT varetager derefter alene det europæiske samarbejde om reguleringsopgaver og koordinering af radiofrekvenser på teleområdet.