Hadron, (af græsk hadros 'kraftig' og -on), elementarpartikel, som tilhører den klasse af partikler, der påvirkes af alle fire naturkræfter, specielt dog af den stærke vekselvirkning. Heroverfor står leptoner, der kun påvirkes af de svage, de elektromagnetiske og de gravitationelle vekselvirkninger, samt gauge-bosoner, der formidler de forskellige vekselvirkninger.

Hadronerne opdeles i baryoner og mesoner. Baryonernes kendteste medlemmer er kernepartiklerne proton og neutron. Baryoner er opbygget af tre kvarker og er fermioner med halvtalligt spin. De mest almindelige mesoner er pi-mesoner (pioner) og K-mesoner (kaoner). Mesoner er opbygget af en kvark og en antikvark og er bosoner med heltalligt spin. Den eneste stabile hadron er protonen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig