Frank Wilczek, f. 15.5.1951, amerikansk fysiker, professor ved Princeton University (1974-81), Institute of Theoretical Physics ved University of California, Santa Barbara (1981-89), Institute for Advanced Study i Princeton (1989-2000); siden 2000 ved Massachusetts Institute of Technology (MIT). Frank Wilczek modtog sammen med David Gross og David Politzer nobelprisen i fysik i 2004 for opdagelsen af begrebet asymptotisk frihed i ikke-abelske gaugeteorier. Asymptotisk frihed er den helt essentielle egenskab, der førte til forståelsen af, at teorien kvantekromodynamik er den præcise feltteoretiske beskrivelse af de stærke vekselvirkninger. Siden har Wilczek arbejdet på en bred vifte af problemstillinger, dels inden for stærke vekselvirkninger, men også inden for faststoffysiske sammenhænge, herunder især teorien for systemer, der effektivt kan beskrives to-dimensionelt, og hvor sondringen mellem fermioner og bosoner til dels mister betydning ("anyoner").
Frank Wilczek
Faktaboks
Frank Wilczek
- Født
- 15. maj 1951
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.