Faktaboks

Gerhard Herzberg
Født
25. december 1904
Død
3. marts 1999

Gerhard Herzberg, 25.12.1904-3.3.1999, tysk-canadisk kemiker og fysiker, som i 1971 modtog nobelprisen i kemi for sine bidrag til opklaring af molekylers og især frie radikalers elektronstruktur og rumlige opbygning.

Herzberg studerede ingeniørvidenskab i Darmstadt (dr.ing. 1928). Under sin uddannelse blev han optaget af den dengang helt nye kvantemekanik og dennes mulighed for at forklare stoffers egenskaber. Han tog til Göttingen, hvor han under påvirkning af J. Franck og M. Born blev ekspert i spektroskopiske metoder og deres anvendelse. I 1937 udkom hans bog Atomic Spectra and Atomic Structure, som i en menneskealder skulle præge den teoretiske kemi.

Herzberg, der er jøde, forlod Tyskland i 1935, og han ledede derefter indtil 1969 Institut for Fysik ved forskningscentret i Ottawa. Han skabte her et enestående center for spektroskopiske undersøgelser af molekyler. Oprettelsen af Herzberg Institute of Astrophysics i 1974 var blot en — men meget synlig — af de mange anerkendelser, han har modtaget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig