Faktaboks

Johannes Diderik van der Waals
Født
23. november 1837
Død
8. marts 1923
Johannes Diderik van der Waals, årstal ukendt

Johannes Diderik van der Waals var en hollandsk fysiker og Nobelprismodtager. Fra 1877 var han professor ved universitetet i Amsterdam.

Waals var oprindelig folkeskolelærer, men studerede fysik sideløbende med sit arbejde og disputerede i 1873 på en afhandling, hvor han gav en molekylteoretisk forklaring på den kritiske temperatur for et system af damp og væske. Samtidig opstillede han en tilstandsligning (van der Waals-ligningen), som indeholdt to konstanter, der gjorde rede for tiltrækningen mellem molekylerne i en gas og molekylernes volumen. Nogle år senere formulerede han loven om korresponderende tilstande for gasser.

Hans arbejder dannede det teoretiske grundlag for James Dewars og Heike Kamerlingh Onnes' metoder til fortætning af gasser. Waals fik Nobelprisen i fysik i 1910 for sit arbejde med tilstandsligningen for gasser og væsker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig