Max Born

Max Born var en tysk-engelsk fysiker, som modtog nobelprisen i fysik i 1954 sammen med Walther Bothe.

Born blev professor i Berlin (1915), Frankfurt (1919), Göttingen (1921) og Edinburgh (1936).

Borns første betydelige arbejde vedrørte de elastiske, termiske, elektriske og optiske egenskaber ved krystalgitre (1915) ud fra en klassisk beskrivelse, som i hans senere år blev videreudviklet til at omfatte en kvantemekanisk beskrivelse.

Hans betydeligste bidrag til fysikken var hans medvirken ved formuleringen af den nye kvantemekanik og dens fortolkning i midten af 1920'erne. Han var blandt de første, som så betydningen af Werner Heisenbergs matrixmekanik og Erwin Schrödingers bølgemekanik. Bølgemekanikkens behandling af stødproblemer tillod kun en nøjagtig løsning af ligningerne i ganske specielle tilfælde, men Born udviklede en meget effektiv approksimationsmetode (se Born-approksimation). Born var også med til at give en fortolkning af bølgefunktionen som en sandsynlighedsfunktion og var således med til at grundlægge Københavnerfortolkningen af kvantemekanikken.

I 1954 fik han nobelprisen i fysik.

Born blev tvunget til at forlade sin indflydelsesrige stilling som professor i Göttingen i 1933. I Edinburgh udgav han en række lærebøger i fysik, hvoraf specielt skal nævnes Principles of Optics, skrevet sammen med Emil Wolf. Born blev en kendt modstander af spredningen af atomvåben, ligesom han i almindelighed skrev om de farer, der truede menneskeheden i den nye atomtidsalder.