Tsung Dao Lee, f. 24.11.1926, kinesisk-amerikansk teoretisk fysiker. Lee studerede først i sit hjemland, men tog i 1946 til USA, hvor han blev elev hos E. Fermi. Sammen med Chen Ning Yang viste Lee i 1956, at paritetsbevarelse, som man troede universelt gældende, ikke gjaldt ved svage vekselvirkninger mellem partikler. For dette arbejde delte de i 1957 nobelprisen i fysik. Lee har også gjort sig bemærket med bidrag inden for elementarpartikelfysik, statistisk mekanik, kernefysik og feltteori.