Gyroskop.

Gyroskop, mekanisk apparatur, der udnytter, at omdrejningsaksen for et hurtigt roterende legeme med stort inertimoment er meget stabil. Navnet blev foreslået af J.B.L. Foucault i en afhandling til Académie française i 1852, der indeholder en analyse af gyroskopets bevægelse.

Faktaboks

Etymologi
Ordet gyroskop kommer af græsk gyros 'kreds' og skopein 'se'.

Påvirkes et gyroskop med et kraftmoment, vil omdrejningsaksen ikke vippe i kraftens retning, men vinkelret på denne. Således vil et gyroskop, der kun er understøttet i den ene ende, under indflydelse af tyngdekraften ikke vippe ned fra understøttelsespunktet, men langsomt dreje i et vandret plan. Bevægelsen kaldes præcession. Gyroskopet kan også udføre små svingninger, nutationer, om det vandrette plan. Fastgøres gyroskopaksen i begge ender til en ramme, der kan dreje sig om en akse vinkelret på rotationsaksen, fås et gyrokompas, der pga. Jordens rotation vil indstille sig med rotationsaksen pegende mod nord.

Den gyroskopiske effekt fra roterende cykelhjul hjælper cyklisten med at holde balancen og får en snurretop til at blive stående på spidsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig