Københavnerfortolkningen, The Copenhagen Interpretation, betegnelse for Niels Bohrs fortolkning af kvantemekanikken og de tilsyneladende selvmodsigelser, denne teori rummer.

I den klassiske fysik og ifølge almindelig sprogbrug vil en partikel på et vist tidspunkt befinde sig på et bestemt sted i sin bane; den kan ikke være flere steder på én gang. For at forklare observationer af eksempelvis interferensfænomener i forbindelse med elektroners gennemgang af et krystalgitter må kvanteteorien tillægge elektronen bølgeegenskaber. Men en bølge manifesterer sig over et udbredt område i rummet på samme tid og kan ikke være begrænset til et punkt.

Kvantebølgens varierende intensitet fortolkes nu som sandsynligheden for at finde elektronen forskellige steder i rummet på ét og samme tidspunkt, således at den samlede sandsynlighed er 1. Men dette er i åbenlys modstrid med indholdet i ordet partikel. Ligeledes er forestillingen om at finde elektronen på et bestemt sted i strid med sprogets og den klassiske fysiks brug af ordet bølge.

Ifølge københavnerfortolkningen kommer man ud over disse selvmodsigelser ved at erkende, at kvanteteorien først får fysisk mening, hvis den suppleres med angivelser af, hvorledes man vha. konkrete, makroskopiske måleapparater afprøver teoriens forudsigelser. En nærmere, principiel analyse af målesituationen viser, at apparattyper, der indrettes til at påvise fx en elektrons bane og dermed dens partikelegenskaber, nødvendigvis udelukker registreringen af interferens og andre bølgefænomener. På samme måde afskæres man i de apparater, der kan påvise bølgeegenskaber fx ved en elektron, principielt fra at kunne følge elektronens bane fra sted til sted. I de konkrete målesituationer undgås derfor den selvmodsigende sammenblanding af begreberne bølge og partikel.

Københavnerfortolkningen har fundet bred, men ikke udelt tilslutning internationalt. Betegnelsen blev indført af Werner Heisenberg, men Niels Bohr selv brød sig ikke om den. Den antydede imod Bohrs opfattelse, at der kunne være andre fortolkninger. Se også komplementaritet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig