Pyrometri, (af pyro- og -metri), målemetode til bestemmelse af legemers temperatur ud fra den varmestråling, de afgiver. Ifølge Planck-fordelingen afhænger et legemes udstråling af dets absolutte temperatur og af strålingens bølgelængde. I et totalstrålingspyrometer koncentreres stråling af alle bølgelængder på et termoelement, hvis temperaturstigning benyttes som mål for den udstrålede effekt og dermed for legemets temperatur. I et optisk pyrometer betragtes det varme legeme i en kikkert, i hvis synsfelt der er anbragt en varmetråd. Udstrålingen fra tråden og dermed dens temperatur og farve kan varieres ved at regulere den elektriske strøm gennem den. Legemets temperatur måles da ved den strøm, der netop får varmetråden til farvemæssigt at falde sammen med baggrunden (legemet).

Ved begge målemetoder påvirkes resultatet af legemets emissionsevne. Denne fejlkilde kan reduceres ved at sammenligne udstrålingen ved to eller flere bølgelængder og således basere målingen på strålingens spektrale fordeling i stedet for på den samlede udstråling.

Pyrometri anvendes især ved meget høje temperaturer, eller hvor en kontaktløs måling er påkrævet af andre grunde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig