Bottomonium, familie af elementarpartikler, nemlig mesoner opbygget af en bottom-kvark og dens antikvark. De forskellige energiniveauer af bottomonium viser sig som elementarpartikler med masser fra 9460 MeV/c2 til 11.020 MeV/c2 (1000 MeV/c2 = 1,7865∙10-27 kg).

Faktaboks

Etymologi
1. led i ordet bottomonium er dannet af engelsk bottom 'bund' og 2. led i analogi med positronium, charmonium og kvarkonium.

Bottomonium blev opdaget i 1977, og samtidig stod det klart, at man herved havde fået kendskab til den femte og hidtil tungeste kvark, bottom- eller b-kvarken med en masse på ca. 4500 MeV/c2 og en elektrisk ladning på -1/3 elementarladning.

Efter den epokegørende opdagelse af charmonium og charmkvarken i 1974 var opdagelsen af bottomonium en langt mindre sensation. Opdagelserne af begge systemer har bidraget til at etablere kvarkernes realitet. I bottomonium betyder kvarkernes store masser, at deres hastigheder i mesonerne kun er ca. 1/3 af lyshastigheden, langt mindre end for andre mesoner. Dette gør den teoretiske fortolkning simplere og sikrere. De tungeste bottomonium-partikler kan henfalde til en B- og en anti-B-meson. En B-meson indeholder en b-kvark plus en let anti-kvark (u eller d). Herved kan B-mesoners interessante egenskaber studeres.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig