Antirefleksbehandling er en proces, hvor en overflade påføres et tyndt lag stof (en tynd film – også benævnt en coating) for at mindske mængden af reflekteret lys fra overfladen. Behandlingen anvendes på brilleglas, kameralinser og andre optiske systemer, hvor lystabet på grund af refleksion skal være minimalt og billedkontrasten stor.

Normalt vil ca. 4 % af det lys, som fra luften rammer vinkelret ind på en glasoverflade, reflekteres. Det er muligt at mindske denne procentdel ved at påføre glasoverfladen et tyndt, gennemsigtigt lag med et lavere brydningsindeks end glasset. Stoffet magnesiumfluorid har et brydningsindeks på cirka 1,38, hvilket er lavere end de fleste typer af glas; dette gør det til et meget anvendt antirefleksmateriale. Lagets tykkelse vælges således, at lysstråler, som reflekteres fra henholdsvis lagets for- og bagside, er ude af fase, dvs. udslukker hinanden ved hjælp af destruktiv interferens. Lyset forsvinder dog ikke i belægningen; der sker blot en omfordeling, så mindre lys reflekteres og mere transmitteres.

Destruktiv interferens mellem refleksion fra overfladelagets for- og bagside opnås ved at vælge tykkelsen af laget således, at de to reflekterede bølger netop forskydes en halv bølgelængde, og da bølgen fra bagsiden passerer laget to gange, skal tykkelsen svare til en kvart bølgelængde. Når man tager hensyn til filmens brydningsindeks nF, skal tykkelsen d vælges således at d=λ/(4nF), hvor λ benævner lysets bølgelængde. Denne relation gælder for vinkelret indfaldende lys af én bestemt bølgelængde, men mængden af reflekteret lys er også fra andre vinkler og for andre bølgelængder meget lille.

I optiske systemer, som er sammensat af flere linseelementer, fx fotografiske objektiver, forøges lystabet med antallet af frie linseoverflader. Ved en coating af disse, ofte med flere lag, nedsættes både refleksion og dannelse af de såkaldte reflekspletter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig