Polarisationsfilter, polaroidfilter, optisk filter til polarisation af lys; opfundet af Edwin H. Land i 1929 (offentliggjort 1932). Filteret består af en plasticfilm med lange molekylkæder, der ved strækning af filmen er blevet orienteret i samme retning. Da molekylernes elektroner kun kan bevæge sig i kædernes længderetning, vil lys, hvis elektriske felt er polariseret vinkelret på kæderne, passere uhindret gennem filteret, mens lys, der er polariseret i længderetningen, bliver absorberet.

Polarisationsfiltre anvendes bl.a. til solbriller og som fotografiske filtre, der placeres foran kameraets objektiv. Herved opnås reduktion af reflekser i blanke overflader, bedre farvemætning og generelt bedre gengivelse af himmel.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig