Fordampning er en proces, hvorved en væske eller et fast stof overgår til damp. Er temperaturen sådan, at dampens tryk svarer til trykket i væsken, dannes der dampbobler, hvilket kaldes kogning. Direkte overgang fra fast stof til damp kaldes sublimation.

Fordampning er en løsrivelse af molekyler fra væsken, hvortil de er bundet med indbyrdes kræfter. Løsrivelsen kræver et arbejde, der for et isoleret system, fx en regndråbe, sker på bekostning af dennes indre energi med det resultat, at dråben afkøles. I andre tilfælde holdes fordampningen i gang ved, at der tilføres energi udefra, oftest som varme. Fortætning af damp til væske er det modsatte af fordampning. Herved frigøres den samme mængde varme, som medgik til fordampningen.

Damp udøver et tryk på omgivelserne, fx på et stempel, hvilket udnyttes i en dampmaskine. Afbildes damptrykket som funktion af temperaturen, fås en hurtigt voksende kurve, damptrykskurven. Et punkt på damptrykskurven, som svarer til et bestemt tryk, fastlægger en temperatur, som er kogepunktet ved det valgte tryk. Tilføres væsken varme ved fastholdt tryk, forbliver temperaturen på kogepunktet, så længe der er væske tilbage.

Fordampningsvarme

Fordampningsvarmen er den varmemængde, der kræves tilført for at fordampe en given mængde af en væske. Der refereres næsten altid til en fordampning ved konstant tryk (oftest 1 atmosfære), ved hvilken varmetilførslen er lig med stoffets tilvækst i enthalpi, og betegnelsen fordampningsenthalpi foretrækkes således ofte. Værdier angives enten pr. masseenhed (kg eller g) eller pr. stofmængdeenhed (mol).

Ifølge Troutons regel fås en tilnærmet værdi af et stofs fordampningsenthalpi (ved 1 atmosfære) i enheden J/mol ved at gange kogepunktstemperaturen i kelvin med 88. Betydelige afvigelser fra denne regel ses især ved væsker, hvori der optræder intermolekylære hydrogenbindinger, hvilket fx er tilfældet for vand.

Hydrologi

Fordampning eller evapotranspiration er et vigtigt led i vandets kredsløb og deles op i fordampning fra en fri vandoverflade, evaporation, og fra planters spalteåbninger, transpiration. For en fri vandoverflade, fx en sø, afhænger den af temperatur, solstråling og tilførsel af varme fra omgivelserne. Over vandfladen skal der være plads, dvs. at luften må være umættet med vanddamp; man taler om en damptryksgradient eller et mætningsdeficit. Vind og turbulens kan opretholde luftens umættede tilstand. For en bar jord afhænger fordampningen af dennes fugtighedstilstand samt den hastighed, hvormed vand gennem porerne kan tilføres overfladen. For et plantedækket areal afhænger fordampningen yderligere af planternes tæthed, ruhed, roddybde og sundhedstilstand.

Den af klimaet betingede maksimale fordampning kaldes potentiel fordampning, som i Danmark er 500-600 mm pr. år. Den fordampning, som faktisk finder sted, aktuel fordampning, er i Danmark kun 400-500 mm pr. år pga. vandmangel i dele af året.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig