termometer

Lægelig brug

© Medicinsk-Historisk Museum, Københavns Universitet/SDE

Termometer. 1 Vinkelbøjet lægetermometer af glas og messing indeholdende kviksølv fra ca. 1850, da temperaturmåling, fortrinsvis i endetarmen, begyndte at finde udbredelse på sygehuse. 2 Lægetermometer med kviksølv fra 1907. 3 Lægetermometer med kviksølv fra begyndelsen af 1970'erne; salg af denne type blev af miljøhensyn forbudt i 1994. 4 Elektronisk lægetermometer med digital aflæsning fra 1990'erne. 5 Elektronisk lægetermometer fra 2000 med engangstragte af plast til brug i øregangen, hvor den infrarøde stråling fra trommehinden måles.

Undersøgelse af legemstemperaturen vha. et termometer blev indført af Herman Boerhaave tidligt i 1700-t., men først sat i system af den hollandske læge Anton de Haan (1704-76), som anvendte Fahrenheits termometer anbragt i armhulen. Temperaturmåling blev dog først udbredt på alle sygehuse efter 1850, da de tyske læger Ludwig Traube (1818-76) og Carl August Wunderlich (1815-77) indførte systematisk måling to gange daglig. Da der ikke fandtes maksimumstermometre, måtte termometeret overvåges, til det ikke steg mere.

I begyndelsen af 1900-t. indførtes et lægetermometer i form af et maksimumskviksølvtermometer, hvis ene ende anbringes i endetarmen. Det kan aflæses med tiendedele graders nøjagtighed. Pga. risikoen for kviksølvs forurening af miljøet blev lægetermometre indeholdende kviksølv afskaffet i Danmark i 1994 og afløst af lignende lægetermometre indeholdende en legering af gallium, indium og tin, som er flydende ved legemstemperatur.

Desuden er der udviklet elektroniske lægetermometre med digital aflæsning med samme nøjagtighed til brug i mund, armhule eller endetarm. En særlig udgave findes til brug i øregangen; den fungerer ved at måle den infrarøde varmestråling fra trommehinden. Mund-, øre- og armhuletemperaturen er lavere end temperaturen i endetarmen, som er tættest på legemets indre temperatur (kernetemperatur, se feber).