Ledeblokke, løse sten, der ved karakteristisk farve eller mineralsammensætning er genkendelige, og hvis oprindelige hjemsted, dvs. det sted, hvor stenen findes som fast fjeld, kan fastslås. De er transporteret bort dérfra af naturkræfter, især af gletsjere.

Ledeblokke har siden 1880 været brugt af tyske, hollandske, polske, russiske og danske forskere for at fastlægge bevægelsesretninger i istidens nordeuropæiske indlandsis. Moræneaflejringer afsat af forskellige isfremstød har ofte kunnet kendes fra hinanden ved forskelligt indhold af ledeblokke.

Ledeblokforskningens pioner i Danmark var V. Milthers, der i 1909 anbefalede at eftersøge nogle få typer ledeblokke, et udvalg, der kun udgør 0,2 % af alle sten i Danmark. Som følge af denne begrænsning var det for tidskrævende at søge efter ledeblokke direkte i moræneaflejringerne. I stedet talte han løstliggende sten i markbunker, på strande og i grusgrave, hvor sten fra forskellige moræneaflejringer findes mellem hinanden. Dette er hovedårsagen til, at metoden anses for usikker og ikke er anvendt siden 1950. I stedet tælles de langt hyppigere forekommende kalksten fra Østersøen.

Den tyske geolog Julius Hesemann (1901-80) arbejdede i 1931 med ca. 200 typer ledeblokke og kunne dermed hjemstedsbestemme 6-8 % af alle nordtyske sten. Brugen af Hesemanns blokudvalg er begyndt i Danmark efter 1988.

Kommentarer (2)

skrev Torben Larsen

Til artiklerne om vandreblokke og ledeblokke kan bemærkes at der blandt andet i forbindelse med naturrestaurering, særlig vandløbsrestaurering og stenrev ved kyster, udlægges store mængder sten og grus i naturen ofte importeret fra Norge. Det kan efter min mening betegnes "geologisk forurening". Burde dette ikke styres i en eller anden (omend forsigtig) grad fra samfundets side?

svarede Michael Houmark-Nielsen

Der er tale om et politisk spørgsmål, som ligger uden for det faglige indhold

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig