Faktaboks

Georges Cuvier

Baron Georges Léopold Chrétien Frédéric Dagobert Cuvier

Født
23. august 1769, Montbéliard
Død
14. maj 1832, Paris

Georges Cuvier efter en gravering fra 1830, da han var på sin magts tinde.

.

Georges Cuvier var en fransk naturforsker, politiker og baron, som var den første, der med sikkerhed påviste, at visse fossiler stammer fra nu uddøde dyr. Han udfoldede med utrolig flid både sin videnskabelige og politisk-administrative karriere i Paris 1795-1832, en tid, hvor fransk forskning stod stærkt.

Cuvier blev født i en fransktalende del af Württemberg (nu i Tyskland), som i første halvdel af 1790'erne blev fransk, og han blev uddannet i bl.a. Stuttgart. I Paris blev han i 1803 sekretær for Institut de France. I 1813 blev han statsråd og 1817 var han blevet udnævnt til vicepræsident i Indenrigsministeriet. Han opnåede medlemskab af akademiet i 1818 og fik titel af baron i 1819. I 1828 blev han administrator af de ikke-katolske kirker, og kort før sin død blev han Frankrigs undervisningsminister.

Cuvier som naturforsker

Georges Cuvier var sin tids dygtigste sammenlignende anatom og udførte et skelsættende og omfattende arbejde inden for systematisk zoologi og palæontologi (særligt vedrørende hvirveldyr), bl.a. med værket Recherches sur les ossements fossiles (1812).

Inden for geologien formulerede han "Cuviers katastrofeteori". Ifølge denne er dyre- og plantelivet gennem Jordens forhistorie flere gange blevet ramt af hændelser, som har udryddet en del af arterne.

Georges Cuvier havde en særlig evne til at rekonstruere et dyrs hele anatomi ud fra nogle få fragmenter (brudstykker). Han mente, at dyrets anatomi udgjorde en funktionel helhed, som ikke kunne ændres. Bl.a. derfor afviste han enhver evolutionsteori, hvilket bl.a. bragte ham i opposition til Étienne Geoffrey Saint-Hilaire og Jean Baptiste Lamarck, som begge fik hans betydelige magt at føle; hans tale over Lamarck efter dennes død lod sig først trykke efter Cuviers egen død, og da i revideret form.

Cuviers mange udgivelser omfatter ud over videnskabelige værker også biografier over andre naturforskere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig