Beryl, (af gr. beryllos, vist opr. efter den sydind. by Belur (Velur)), et mineral, der kan have mange forskellige farver: grøn, blå, lysegul, rosa, rød og farveløs. Gennemsigtige og smukt farvede beryler kaldes ædel-beryl og er vigtige smykkesten, omfattende smaragd, akvamarin, heliodor, morganit og goshenit samt en dybrød beryl uden anerkendt navn (uofficielt kaldt "bixbiit"). Grumset og uigennemskinnelig beryl kaldes almindelig beryl. Mineralet har glasglans, hårdhed 71/2, massefylde 2,7 g/cm3 og krystalliserer heksagonalt. Sammensætningen er Al2Be3Si6O18. Det forekommer i granitpegmatitter og kan også dannes hydrotermalt. Almindelig beryl anvendes til fremstilling af letmetallet beryllium, der bruges i legeringer med kobber, cobalt, nikkel og aluminium. Tilsætningen af beryllium til disse metaller øger brudstyrken og modstandsevnen mod metaltræthed. Den vigtigste smykkesten er smaragd, der især fås fra minerne Muzo, Chivor og Coscuez i Colombia. Disse forekomster er dannet hydrotermalt, men smaragd fås også fra regionalmetamorfe glimmerskifre.