Pollenanalyse. Pollendiagram for Østdanmark, der viser vegetationens udvikling de sidste ca. 12.000 år, dvs. sidste del af sidste istid og den nuværende mellemistid. I birke-fyrretid spreder skovene sig i Danmark, og den periode udgør begyndelsen af mellemistiden. Pollendiagrammer konstrueres ud fra boreprøver fra sø- og mosebunde, og de fortæller om sammensætningen af fortidens plantesamfund. Dog skal man bl.a. tage højde for, at pollen fra vindbestøvede arter med stor pollenproduktion vil genfindes langt hyppigere end pollen fra insektbestøvede arter. Kendskab til pollensammensætningen i de forskellige perioder kan benyttes ved datering af fx knoglefund, hvorfra man kan afvaske pollen.

.

Pollenanalyse, metode, hvormed man afdækker fortidens vegetationssammensætning ved hjælp af mikroskopisk bestemmelse af fossile og recente pollen og sporer. Metoden, der blev introduceret i 1916 af den svenske kvartærgeolog Lennart von Post (1884-1951) og allerede året efter anvendt i Danmark, er baseret på, at mange plantearter har karakteristiske pollen, som kan bestemmes til artsniveau. Da pollenkornenes vægge bl.a. består af sporopollenin, som vanskeligt nedbrydes under iltfrie eller sure forhold, findes pollen bevaret i årtusinder i sø- og moseaflejringer samt i podsoljorde og andre sure jordbunde. Ved at foretage analyser af en række prøver op gennem en aflejring kan man tegne et billede af vegetationsudviklingen i et område, hvis størrelse bestemmes af den undersøgte lokalitets udstrækning.

Hyppigheden af den enkelte pollentype udtrykkes enten som antal pr. cm3 sediment eller som procent i forhold til hyppigheden af de øvrige typer, som indgår i pollensummen, der normalt begrænses til pollen fra landjordens vegetation. I en pollenanalyse tælles ca. 1000 pollen og sporer; vandplanter holdes udenfor, fordi disse planters hyppighed kan variere uafhængigt af landplantevegetationens sammensætning. Analyseresultatet vises ofte med et pollendiagram, hvor den enkelte pollentypes hyppighed afspejler artens eller artsgruppens hyppighedsvariation gennem tiden. Da større søer og træfrie moser modtager pollen fra et større område, er de velegnede til at belyse vegetationsudviklingen inden for en afstand på 3-5 km, mens små vandhuller og podsoljorde viser udviklingen 20-40 m fra undersøgelsesstedet.

Flere forhold har betydning for tolkningen af de pollenanalytiske resultater. Fx er der stor forskel på de enkelte arters evne til at producere og sprede pollen. Kun de vindbestøvede arter danner pollen i stor mængde, og selv blandt disse varierer mængden fra art til art. Dette gør det svært at slutte fra pollenspektrenes sammensætning til planternes hyppighed og fordeling i naturen. For de vigtigste skovtræers vedkommende er der i nyere tid udregnet korrektionsfaktorer, så træpollenspektrene kan bringes til at afspejle skovens omtrentlige træartssammensætning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig