Dynd, vandaflejret organisk dannelse, der består af findelte partikler eller kolloider uden makroskopisk struktur. Aflejringen kaldes også gytje, er elastisk og skrumper meget ved udtørring. Farven er ofte olivengrøn, olivenbrun eller brun. Dynd kan indeholde andre jordarter, som da indgår i navnet, fx dyndet ler og tørveblandet dynd.