Grand Canyon er skabt ved Coloradoflodens erosion af sedimenter gennem mio. af år.

.

Erosion. Tænkt udviklingsforløb: fra et plant landområde tektonisk hæves, til det ved erosion omdannes til et næsten plant, svagt bølget område, der er på højde med erosionsbasis, dvs. det laveste niveau, hvortil en erosion kan foregå, udtrykt ved verdenshavenes overflade. Landskabet gennemgår ifølge denne omdiskuterede erosionscyklusmodel, fremsat af W.M. Davis omkring 1900, forskellige stadier: ungt, modent og gammelt. Området kan siden hæves på ny, og erosionen begynde forfra. Den stærkeste kritik mod modellen kom fra Walter Penck (1888-1923), efter hvis model tektoniske bevægelser spiller en større rolle.

.

Erosion. Dårligt konstrueret bro i Papua Ny Guinea. Broen er tæt på at styrte ned; den skaber erosion og forurener floden. Foto fra 2005.

.

Erosion, fællesbetegnelse for fysiske og kemiske processer, der angriber fast klippe og fjerner løse aflejringer fra et område. Almindeligvis forårsages erosion i et område af den kombinerede effekt af mere end én påvirkning, fx fra varme, kulde, vand, is, vind, tyngde, syre og biologisk aktivitet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet erosion kommer af latin erosio 'slitage', af erodere 'afgnave'.

Erosion af fast klippe indledes af nedbrydning eller forvitring, hvorved der sker en svækkelse af de overfladenære dele. I fugtige områder påvirker regn både kemisk og mekanisk. På sin vej gennem atmosfæren optager regnen CO2, hvilket giver den et syreindhold, der er i stand til at opløse eller nedbryde mineraler i klippens overflade eller overfladenære dele. Fx omdannes nogle feldspatmineraler til lermineraler, mens lermineraler i fx basalt omdannes til jernoxider (limonit). Denne kemiske forvitring intensiveres under høje temperaturer.

I kolde områder siver vand ind i den faste klippes revner og hulrum. Når dette vand fryser og derved udvider sig, sker frostsprængning af klippen. Planterødder kan ligeledes sønderdele fast fjeld. I tørre (aride) områder vil de store døgntemperaturvariationer forårsage gentagne rumfangsændringer, der med tiden kan løsne overfladelag fra dybere lag. Tyngdekraften, vind og vand kan herefter fjerne de frigjorte brudstykker.

Vinderosion

Erosion.

.

Vinderosion er en proces, hvorved vind fjerner de fineste partikler fra en overflade og efterlader en overflade af store partikler. Erosionen vil fortsætte, indtil overfladen overvejende udgøres af partikler, der er så store, at de ikke kan fjernes af vinden og danner en stenbrolægning, eller overfladen vil bestå af fast klippe. I vinderoderede områder vil klipper og sten blive poleret på vindsiden. At vinden fjerner den fine og frugtbare overjord, kan få katastrofale følger i dyrkede områder. Et kendt eksempel er The Dust Bowl i USA i 1930'erne.

Vanderosion

Vanderosion sker, hvor rindende vand fjerner løse partikler. Vand i floder og vandløb udøver mange steder en betydelig erosion af underlaget. Nogle mineraler opløses, mens sten, grus og sand transporteres med af det strømmende vand og eroderer brinkerne og bunden af vandløbet. I forbindelse med ekstraordinært stærk regn kan der ske en udbredt overfladeafstrømning ved siden af de normale vandløb. Denne situation kan resultere i kraftig jorderosion i landskaber bestående af løse sedimenter, navnlig i områder med større terrænhældning og med ringe plantedække, fx efter skovrydning. Herved sønderdeles overfladen af talrige store og små erosionskanaler, og værdifuld dyrkningsjord går tabt.

Langs kyster sker der en vedvarende fjernelse af materiale under påvirkning fra bølger og havstrømme, navnlig i forbindelse med stormsituationer. Mange steder er kysterosion et alvorligt problem, der har politisk bevågenhed (se kystsikring).

Gletsjererosion

Erosion. Regnskov udsat for skovrydning og medførende erosion og deraf dårlig frugtbarhed i jorden.

.

Gletsjere repræsenterer nogle af de kraftigste erosionsmekanismer på Jordens overflade. Ved gletsjerens bevægelse skabes lokale trykforskelle og -variationer, der kan splintre opragende ujævnheder af fast fjeld i underlaget. Herved slæbes løsgjorte sten og blokke efterfølgende hen over underlaget og udsætter dette for slibning og knusning (se abrasion).

Erosionslandskaber

Erosion. Vinderoderet landskab nær Igaliku Kujalleq (Søndre Igaliku) i SV-Grønland. Kraftige fønvinde fra Indlandsisen har fjernet den løse jord fra et meget stort område og skabt den ca. 3 km brede, sparsomt bevoksede slette, der er brolagt med småsten. Kun i læ bag det nøgne grundfjeld i baggrunden som isolerede tuer på sletten eller som en aflang ryg i forgrunden findes flyvesand, forankret i et tæt rodnet af dværgpil.

.

Landområdernes overflade undergår hele tiden ændringer som følge af de forskellige erosionsprocesser. Bølger, tidevand og havstrømme gnaver sig ind i kontinenterne, floder og vandløb skærer sig ned i dale, mens gletsjere udvider eksisterende lavninger til brede, dybe trugdale. I aride områder kan vind fjerne løs jord og blotlægge den underliggende faste klippe. Hovedparten af de frigjorte erosionsprodukter ender i sidste ende som aflejringer i oceanerne.

Udviklingen af udstrakte erosionslandskaber foregår over lang tid; fx har Coloradofloden i løbet af mere end 1 mio. år eroderet sig mere end 2 km ned i sit underlag og skabt den imponerende Grand Canyon. Det vestnorske landskab med dybe fjorde og store vidder er gradvis udviklet af gletsjere i løbet af de seneste 2-3 mio. år.

I mindre skala kan erosionslandskaber udvikles på kort tid. I forbindelse med kraftig regn kan overfladeafstrømning sønderdele et ellers sammenhængende landskab bestående af løse sedimenter. På få timer kan kvadratkilometerstore arealer omdannes til golde områder gennemskåret af erosionskanaler (se badlands). I mindre målestok kan dette ske i Danmark på vegetationsløse marker, dels i forbindelse med ekstraordinært kraftig regn, dels i forbindelse med snesmeltning om foråret.

Mange bjergområder repræsenterer erosionslandskaber. Alperne er et eksempel på et stærkt sønderdelt erosionslandskab; kun på enkelte af de højeste toppe findes bevarede rester af den tidligere jævne terrænoverflade. I løbet af 110 mio. år har området været under hævning som følge af det europæiske kontinents kollision med Adria, et mikrokontinent løsrevet fra det afrikanske. Sydeuropa, der forinden var et jævnt, lavtliggende område, blev gradvis hævet i forhold til havniveau. Nye vandløb drænede bjergområdet og skar sig ned i dette i takt med den fortsatte hævning. I Kvartærperioden dannedes gletsjere i de højestliggende dele, gletsjere udvidede og uddybede de allerede eksisterende floddale, og frostsprængning nedbrød de mellemliggende bjergrygge. Floder transporterede erosionsprodukterne ud i lavlandet både syd og nord for hævningsområdet.

På andre planeter i solsystemet, fx Mars, hvor der ikke findes en tæt atmosfære med nedbør som på Jorden, mangler de ovennævnte erosionsprocesser, og bjerge kan blive mere end 20 km høje.

Bekæmpelse af erosion

Bekæmpelse af erosion foregår ofte ved tilplantning med sand- og jordbindende plantearter, i Danmark beplantes klitter fx med sandhjælme. Kyst- og indlandsklitter i tropiske og subtropiske egne stabiliseres ved plantning af jerntræ, tamarisk, kaspisk pil og snerlen Ipomoea pes-caprae.

Vanderosion i bjerge bekæmpes ved træplantning og i terrasserede områder ved plantning af græsser, hvis rødder holder på jordpartiklerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig