Ler. Blotlagt flade i plastisk ler. Øverst rødler, der har fået sin farve efter oxidation (iltning) af jernindholdet. Nederst blåler, hvis farve skyldes, at jernet findes under reducerede (iltfrie) betingelser. Under udtørring sprækker leret op i stærkt uregelmæssige flager. Fotografiet stammer fra Ølst Bakker nord for Hadsten i Østjylland, hvor leret udnyttes industrielt til fremstilling af letklinker (LECA®-klinker).

.

Ler, bjergarts- eller mineralfragmenter (ofte af lermineraler) og partikler med en diameter mindre end 2 μm. Ler aflejres primært ved bundfældning af opslæmmet materiale i stillestående vand, fx søer, og i dybhavet, men findes også omlejret i fx istidsaflejringer som moræneler eller issøler. Ler bibeholder sin form ved tørring og bliver fast, bjergartslignende og permanent hårdt ved opvarmning eller brænding. Det udnyttes bl.a. ved fremstilling af tegl, den væsentligste anvendelse af ler i Danmark. I mange lande er keramik det vigtigste lerprodukt.

Lermineraler

I 1995 blev det internationalt vedtaget, at lermineraler omfatter lagsilikater og andre mineraler, som giver ler dets plasticitet, hærdner ved tørring og brænding og er krystallinske. Herved er definitionen af lermineraler knyttet sammen med lers egenskaber. Tidligere definitioner har sat lermineraler lig med lagsilikater, som omfatter mineralgrupperne serpentin-kaolin, talk-pyrophyllit, smectit, vermiculit, glimmer, sprødglimmer, chlorit og sepiolit-palygorskit. Med den nuværende definition kan lermineraler imidlertid ikke alene være lagsilikater, men også oxider og hydroxider, hvis disse viser plasticitet, hærdner ved tørring eller brænding og er krystallinske. Samtidig vil kun fx finkornede kaolinitmineraler kunne kaldes lermineraler, de mere storkornede derimod ikke, da de er uden plastiske egenskaber.

Lermineraler dannes ved fysisk og kemisk forvitring og ved diagenese. De har høj vandbindingsevne og CEC-værdi (kationadsorptionskapacitet) og giver leret høj plasticitet og tiksotropi. Derved bestemmer lermineralerne i høj grad jordens dyrkningsegenskaber.

I det tempererede klimabælte med forholdsvis ringe forvitring er lermineralerne overvejende lagsilikater af smectit-, glimmer-, vermiculit-, chlorit- og kaolinitgrupperne, afhængigt af udgangsmaterialet for forvitringen, og disse mineraler giver lerfraktionen høj CEC-værdi og høj vandholdende evne. Under de mere intense forvitringsforhold i de nedbørsrige områder i troperne og subtroperne er lermineralerne overvejende kaolinit og jern- og aluminiumoxider og -hydroxider, som giver mindre CEC-værdi og vandholdende evne og dermed dårligere dyrkningsegenskaber.

Lertyper

Ler findes i naturen med mange forskellige sammensætninger; renest er kaolin, der er dannet ved forvitring af feldspat og næsten udelukkende består af mineralet kaolinit. I den anden ende af skalaen findes moræneler, der indeholder en stor del finsand og som regel også kalk og jernudfældninger. Da der næppe to steder i verden findes ler med helt de samme egenskaber, findes der mange måder at betegne ler på. Man kan fx gøre det efter mekanisk eller kemisk sammensætning: surt ler, glimmerler; farve: rødler, blåler; konsistens: plastisk ler, skiferler; termiske egenskaber: ildfast ler, rød- eller gulbrændende ler; oprindelsessted: Brandenler, Cilleborgler, Kalbyler eller efter anvendelse: klinkerler, pottemagerler. Indeholder leret kalk i større mængde, kaldes det mergel, og er det imprægneret med jernspat, opstår lerjernsten. Er leret meget finkornet og plastisk, kaldes det fedt ler; er der grove indblandinger af sand, kaldes det magert ler.

Forekomster i Danmark

Landets ældste lerforekomster er de sorte og grå marine lerskifre fra Kambrium, Ordovicium og Silur (ca. 545-417 mio. år før nu), som findes på Bornholm. Fra Trias kendes fra den danske undergrund rødbroget ler og lersten aflejret i et ørkenpræget klima, bl.a. de fede, røde leraflejringer på Bornholms sydkyst. Fra den efterfølgende periode, Jura (206-142 mio. år før nu), stammer mørkfarvet ler og lersten aflejret dels i havet, dels i floddeltaer, bl.a. sammen med kulførende lag. Aflejringerne findes i Danmarks undergrund og ses bl.a. på Bornholms vest- og sydvestkyst. Det plastiske ler er fra den ældre del af Tertiær og findes i Jylland syd for Limfjorden, på Fyn, i NV-Sjælland og på det sydlige Lolland.

I den yngre del af perioden aflejredes glimmerler, der i dag findes i store dele af Jylland syd for Limfjorden. I løbet af istiden aflejredes det sandede og stenede moræneler, der er vidt udbredt i Danmark, samt stenfrit smeltevandsler (issøler), der bl.a. kendes fra Stenstrup på Fyn samt fra Knabstrup og Allerød på Sjælland. Mellemistidernes marine leraflejringer omfatter fx Cyprina-ler, der findes i det sydfynske område. Fra istidens afslutning stammer bl.a. det ishavsaflejrede Yoldialer i Vendsyssel. I de øverste lag af de danske lerforekomster kan nedsivende vand have udvasket kalken, ligesom der kan ske en iltning af jernforbindelserne, hvilket bevirker, at der sker et farveskift nedefter fra rødler (rødbrændende) til kalkholdigt blåler (gulbrændende).

Anvendelse

Ler er et betydeligt råstof i Danmark og anvendes især i fremstilling af teglprodukter. I Nordjylland benyttes yoldialer, mens man i det øvrige Danmark især anvender issøler eller smeltevandsler. I takt med, at reserverne af rødbrændende, stenfrit ler svinder, har man været nødt til at supplere med stenholdigt moræneler. Plastisk ler fra Ølst Bakker syd for Randers anvendes til fremstilling af letbeton; lignende forekomster på Lolland anvendes til membraner under lossepladser. Ler rigt på lermineralet kaolinit bliver bl.a. anvendt i fremstilling af keramik samt som fyldstof i papirproduktion, mens smectit-rigt ler bl.a. anvendes i olieindustrien og til filtrering.

Keramik. Ler danner i fugtig tilstand formbare (plastiske) masser, hvilket er en forudsætning for keramisk håndværk og industri. Det er vigtigt, at vandet kan tørres ud af den formede genstand, uden at genstanden revner eller deformeres, at den tørrede genstand har styrke, der tillader videre håndtering, og at en brænding, dvs. en sintring ved 800-1300 °C med påfølgende afkøling, vil konsolidere formlegemet.

Masser bestående af rene lermineraler vil udvise for stort tørringssvind; det modvirkes ved tilstedeværelse af (eller tilsætning af) magringsmidler, fx finkornet kvartssand. Sintringen (eller den partielle smeltning) kan lettes ved tilstedeværelse af (eller tilsætning af) flusmidler, fx finkornet feldspat. Dansk moræneler er normalt for rigt på sand, grus og sten til direkte anvendelse i keramisk produktion; ler aflejret på bunden af søer og floder under og efter istiden er godt teglværksler; ved slæmning heraf fås pottemagerler.

På Bornholm findes ildfast ler, som kan tætsintres til stentøj og klinker. Plastisk ler er uegnet til egentlig keramisk produktion, se dog exler og keramik. Se også lertøj.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig