Olie. Kort efter at pioneren Edwin Drake i 1859 ramte en oliekilde i Titusville, Pennsylvania, blev området bebygget med talrige boretårne. De svagt skrånende rør, fx lige foran og lige bag ved bygningen th., er produktrør fra de enkelte boretårne. Fotografi fra Oil Creek Valley 1865.

.

Olie (historie), Olie har i forskellige former været kendt siden oldtiden i isolerede forekomster ved jordoverfladen. Den anvendtes bl.a. til belysning og omtales af Herodot, Plutarch og i Bibelen.

Faktaboks

Etymologi
1 tønde (barrel) = 42 gallons (US) = 158,98 l (råolie).

Marco Polo beretter i 1200-t. om en oliekilde på grænsen mellem Storarmenien og Georgien (formentlig ved Baku), hvorfra olien blev udnyttet til brændsel og hentet langvejs fra. Boring efter olie begyndte dog først i 1800-t.

Olieindustriens fødselsdag sættes ofte til 27.8.1859, da Edwin Drake fandt olie i en dybde af 20 m ved en olieboring i Titusville i Pennsylvania, USA, men allerede i 1856 var den første industrielle olieproduktion begyndt i nærheden af Ploeşti i Rumænien.

Drakes boring, der gav en hidtil uhørt mængde olie (5000 l/dag), var imidlertid den første med den teknik, der var kendt fra boring efter brine (saltvand). Hans succes satte en voldsom aktivitet i gang; boretårnene myldrede frem, og USA's olieproduktion steg fra ca. 2000 tønder i 1859 til ca. 3,6 mio. tønder i 1866.

I Rumænien og i Baku i Rusland, et andet sted med en tidlig olieindustri, steg produktionen også stærkt. Helt frem til 1901 var Bakus produktion således større end USA's, og priserne faldt kraftigt pga. det store udbud.

Olien blev i begyndelsen udvundet til belysningsformål (petroleum), men to teknologiske udviklinger ændrede anvendelsen: Med Edisons opfindelse af elektrisk lys i 1880 blev der efterhånden mindre brug for belysningsolie, mens biler med benzinmotorer (Benz, 1885) og dieselmotorer (Diesel, 1897) bevirkede ny efterspørgsel efter olie.

De syv søstre

I tiden op til 1. Verdenskrig opbyggedes de syv store internationale selskaber, kaldet de syv søstre, der frem til 1970'erne dominerede oliemarkedet. Flere af dem begyndte med alene at stå for produktion af og handel med olieprodukter, men efterhånden kom de også til at eje oliefelterne.

Tre af søstrene har udgangspunkt i den olietrust, der blev opbygget af John D. Rockefeller. Hans virksomhed begyndte med et lille olieraffinaderi i Cleveland, Ohio, erhvervet i 1862. Virksomheden blev i 1870 omdannet til Standard Oil Company of Ohio (se Standard Oil), som i de følgende år overtog de fleste raffinaderier i Cleveland.

Efter yderligere overtagelser, der bl.a. skyldtes gunstige aftaler med jernbaneselskaber, dannedes Standard Oil Trust i 1882, som besad 80-90% af USA's raffinaderikapacitet. I de følgende år var der imidlertid stigende offentlig kritik af de monopollignende tilstande i olieindustrien, og efter at have tabt en retssag ved Ohios Højesteret blev trusten opløst i 1892. Interesserne samledes i stedet i Standard Oil Company of New Jersey, der imidlertid blev opløst efter en antitrustsag i 1911.

Efter opløsningen dannedes en række selskaber, der stadig havde Rockefellerfamilien som dominerende aktieejer. Det største var Standard Oil Company of New Jersey, også kendt som Esso eller Exxon. Det havde oprindelig været holdingselskab for hele gruppen. Et andet var Standard Oil Company of New York, der i 1931 blev sluttet sammen med smøreoliefirmaet Vacuum Oil og blev kendt som Mobil Oil. Et tredje var Standard Oil Company of California, der blev kendt under navnet Socal eller Chevron.

To selskaber opstod i forbindelse med store oliefund i 1901 ved Spindletop nær Beaumont i Texas: Gulf Oil Corporation (1901) og Texaco (1902).

Ud over disse fem amerikanske selskaber var der to europæiske blandt de syv søstre. Det ældste var Royal Dutch, der blev dannet i 1890 for at udnytte oliefund på Sumatra i Indonesien og i 1907 blev sluttet sammen med det britiske olietransportselskab Shell under navnet Royal Dutch/Shell Group. Dette selskab erhvervede inden 1914 betydelige interesser i oliefelter i Rumænien og Rusland. Det andet selskab begyndte som Anglo-Persian Oil Company i 1909 for at udnytte oliefelter i Iran. Oprettelsen skete efter opfordring fra det britiske marineministerium, og i 1914 opkøbte regeringen en del af aktierne. Selskabet skiftede i 1935 navn til Anglo-Iranian Oil Company og i 1954 til British Petroleum Company (BP).

Mellemkrigstiden

Som følge af den øgede brug af biler og en begyndende overgang fra dampskibe til motorskibe steg verdens olieforbrug kraftigt. Der var imidlertid også en kraftig vækst i udbuddet, idet der blev fundet store nye oliefelter i Venezuela (1922), Irak (1927), Bahrain (1931) og Saudi-Arabien (1938), samtidig med at produktionen udvidedes kraftigt i de lande, der allerede var producenter.

Uden for Sovjetunionen, hvor olieproduktionen var blevet nationaliseret efter revolutionen, var det fortsat de syv søstre, der stod for hovedparten af produktionen, idet de opnåede koncessioner i de nye olieproducerende lande. I Venezuela var Shell og Gulf Oil dominerende, mens bl.a. Exxon, Mobil Oil, Shell og BP fik andele i de arabiske lande, hvor fundene i Irak var gjort af Iraq Petroleum Company. I Saudi-Arabien, hvor produktionen først begyndte i 1939, blev udvindingen foretaget af et nyt selskab, Arabian American Oil Company (Aramco), der var oprettet af Texaco og Standard Oil Company of California (Chevron).

I de første år efter 1. Verdenskrig var der en hård indbyrdes konkurrence mellem selskaberne, hvilket betød meget lave priser, men i 1928 blev der indgået en verdensomspændende kartelaftale mellem Exxon, Shell og BP, som hurtigt blev tiltrådt af de øvrige store selskaber. Aftalen gik bl.a. ud på en fastfrysning af produktionsomfanget, og at olie overalt i verden skulle prissættes, som om den var udskibet fra Den Mexicanske Golf. Aftalen blev ikke overholdt fuldt ud, men bidrog til at stabilisere det internationale oliemarked og mindske konkurrencen.

Ud over de syv søstre opstod der flere mindre, såkaldte uafhængige selskaber. Nogle af dem var aflæggere af Standard Oil, mens fx J.P. Getty begyndte på egen hånd ved i 1934 at opkøbe et mindre olieselskab, Tidewater, som hurtigt ekspanderede.

2. Verdenskrig og perioden derefter

Under 2. Verdenskrig udvidedes produktionen yderligere, og de allierede havde hele tiden tilstrækkelige forsyninger, mens problemerne var store for Tyskland, der kun havde adgang til få oliefelter og søgte at imødegå manglen ved kunstig fremstilling af benzin (se Fischer-Tropsch-processen).

Efter 1945 var der fortsat et rigeligt udbud af olie bortset fra enkelte perioder under storpolitiske kriser. Således blev produktionen nidoblet mellem 1938 og 1972, og oliepriserne lå derfor helt frem til 1972 på et lavt niveau, selvom efterspørgslen voksede meget hurtigt, dels som følge af transportsektorens eksplosive vækst, dels fordi olie i stigende grad afløste kul til opvarmning og elproduktion.

Olieandelen af verdensenergiforbruget steg fra 29% i 1950 til 45% i 1970. Samtidig skete der en geografisk forskydning af olieudvindingen, idet ældre kilder blev udtømt, mens store nye fund blev gjort først og fremmest i Nordafrika og de arabiske lande. I 1972 foregik næsten 2/3 af verdensproduktionen af råolie uden for USA, Sovjetunionen og Europa.

Med oliens store og stigende betydning for den vestlige verden og de olieproducerende landes gryende forsøg på at hindre de syv søstres dominans opstod en række storpolitiske kriser, men også muligheder for, at nye selskaber kunne opnå koncessioner. Således fik uafhængige selskaber halvdelen af koncessionerne i Libyen i 1956.

I 1951 nationaliserede den nye iranske regering de oliefelter, der blev udnyttet af BP, men pga. de vestlige landes efterfølgende boykot af iransk olie mislykkedes nationaliseringen, og i 1954 blev der indgået et kompromis, hvorefter det iranske National Iranian Oil Company vedblev at eje oliefelterne og raffinaderiet i Abadan mod en kompensation til BP.

I den nye koncession havde BP kun 40%, mens hver af de fem amerikanske søstre fik 8%, Shell 14% og CFP (Compagnie Française des Pétroles) 6%. Suezkrisen i 1956 blev udløst af Egyptens nationalisering af Suezkanalen og bevirkede en midlertidig lukning af kanalen, hvorigennem olietransporterne fra Mellemøsten til Europa blev sejlet. Der blev en overgang mangel på olie, og priserne steg kraftigt.

Fra 1960 faldt priserne pga. for stort udbud. Det fik samme år de fem største olieproducerende lande uden for industrilandenes rækker (Irak, Iran, Kuwait, Saudi-Arabien og Venezuela) til at danne OPEC (The Organization of the Petroleum Exporting Countries) for at holde prisen oppe. Inden da havde de syv søstre stor set selv kunnet bestemme prisen på råolie. Til at begynde med lykkedes det ikke for OPEC at hæve priserne, fordi der stadig kom nye olieproducerende områder til, fx i Libyen, Canada, Alaska og de første oliefelter i Nordsøen. Desuden solgte Sovjetunionen i perioder betydelige mængder på verdensmarkedet.

Oliekriser

Olie. I slutningen af 1973 truede OPEC-landene med indskrænkning i olieleverancerne. Med udsigt til en lammende olieboykot forbød regeringen privat bilkørsel om søndagen i vinteren 1973-74. Nogle var glade, bl.a. børn og cyklister, som kunne boltre sig på de tomme vejbaner, andre var mindre begejstrede. Da olielagrene igen var fyldt op i begyndelsen af 1974, blev forbuddet hævet. Bo Bojesen indfangede frustrationen hos visse bilister i Politiken den 25. november 1973.

.

Efter militærkuppet i Libyen i 1969 krævede de nye libyske ledere en prisforhøjelse på 40 cent pr. tønde olie. Olieselskaberne var tvunget til at give efter, og snart efter krævede de arabiske olieproducerende lande en tilsvarende prisforhøjelse. Selskaberne accepterede en prisforhøjelse på 20 cent, men snart efter krævede Libyen nye og mere favorable betingelser.

Med visse nationaliseringer af olieindustrien i Algeriet og Libyen i 1971 og i Irak i 1972 samt udbruddet af Oktoberkrigen mellem Israel og Egypten-Syrien i 1973 tilspidsedes situationen yderligere. På et møde 8.10.1973 mellem OPEC og de internationale olieselskaber krævede OPEC, at olieprisen blev fordoblet. Forhandlingerne brød sammen, hvorefter OPEC proklamerede en prisforhøjelse på 70%. Tøndeprisen, som i slutningen af 1960'erne var 1,8 dollar, var i oktober 1973 5,11 dollar. Få dage efter besluttede OAPEC (Organization of Arab Petroleum Exporting Countries, dannet i 1968) at nedsætte produktionen og forbyde eksporten til Holland og USA.

Landene var tilfældigt valgt som proisraelske, og målet var at få de vestlige regeringer til at presse Israel til en tilbagetrækning fra de besatte arabiske territorier og til at anerkende palæstinensernes rettigheder. Disse tiltag var en reaktion på krav fra radikale arabere om at bruge olien som våben i kampen for arabiske rettigheder.

Betydningen af reduktionen var begrænset, men den medvirkede til at holde olieprisen oppe. I januar 1974 forhøjede OPEC prisen til 11,65 dollar pr. tønde, og i oktober 1975 forhøjedes med yderligere 10%; olieprisen var dermed 600% højere end i 1970. Flere olieproducerende lande, bl.a. Kuwait og Saudi-Arabien, overtog nu stigende andele af de vestlige interesser, og i 1976 blev olieindustrien i Venezuela nationaliseret. OPEC vedblev at dominere i 1970'erne, men det høje prisniveau gjorde nye kilder i bl.a. Alaska, Mexico og Nordsøen rentable.

Den anden oliekrise opstod i 1979 som følge af opstanden mod shahens styre i Iran. Irans olieproduktion, dengang verdens næststørste, faldt fra 5,5 mio. tønder pr. dag til mindre end 1 mio., og efter Khomeinis magtovertagelse gik produktionen helt i stå. Selvom andre OPEC-lande øgede produktionen, opstod der kaos på oliemarkedet, og gennemsnitsprisen var i 1980 på 32 dollar pr. tønde. Yderligere problemer opstod i september 1980, da Irak erklærede Iran krig, og de irakiske forsyninger hurtigt derefter blev afskåret fra verdensmarkedet.

Oliekriserne medførte en enorm kapitaloverførsel fra Vesten til især de arabiske lande; OPECs olieindkomster nåede højdepunktet i 1980 med 275 mia. dollar. Pengeoverførslen var en af de væsentligste faktorer bag den øgede arbejdsløshed og inflation i de vestlige økonomier i 1980'erne. De højere priser kom i første omgang til at betyde en faldende efterspørgsel som følge af konjunkturtilbageslaget i den industrialiserede verden og på længere sigt omlægninger og investeringer, som skulle medføre en mindre afhængighed af olien fra Mellemøsten.

Blandt disse ændringer var brug af kul og naturgas i kraftværker og i industrien, bygning af nye kernekraftværker og omfattende energisparekampagner, der opfordrede til bedre isolering af boliger, anvendelse af apparater og transportmidler, som udnytter energien bedre, og udnyttelse af spildvarme. Resultatet af disse foranstaltninger har været, at verdens olieforbrug kun er steget svagt efter 1972.

Der er desuden foretaget store investeringer i olieudvinding uden for den arabiske verden for at udvikle ny teknik, der skulle gøre det muligt at udnytte svært tilgængelige resurser på en rentabel måde. Størst betydning har det haft, at man er blevet i stand til at udvinde olie i områder med betydelige havdybder og urolige vejrforhold. Det har bl.a. gjort det muligt at udnytte oliefelterne under Nordsøen og har ført til, at Norge er blevet en stor olieproducent, samt at produktionen er fordelt på langt flere lande end tidligere.

Resultatet af disse omlægninger og investeringer har været, at der igen har været rigeligt med olie, selv under Golfkrigen 1990-91, hvor irakisk og kuwaitisk olie forsvandt fra verdensmarkedet. Prisen begyndte derfor at falde igen fra først i 1980'erne og nåede så lavt som ca. 12 dollar pr. tønde i 1986. I en periode på 10 år holdt prisen sig nogenlunde stabil mellem 15 og 20 dollar pr. tønde, dog med en pris ned til 10 dollar pr. tønde i 1997. Siden da er olieprisen steget kraftigt og nåede fx i 2006 75 dollar pr. tønde. Tages der højde for inflationen, er prisen dog ikke over den tidligere højeste pris, som man oplevede i 1980.

De store omvæltninger på oliemarkedet har også ændret virksomhedsstrukturen i oliebranchen. Nogle af de store selskaber har lidt tab ved nationaliseringer, og flere producentlande har oprettet egne distributionsselskaber samt anvendt deres store olieindtægter til at købe sig ind i vestlige selskaber. Kuwait overtog i 1975 Kuwait Oil Company (se Kuwait Petroleum) og opbyggede derefter et verdensomspændende distributionsnet, mens Saudi-Arabien i 1974 overtog majoriteten i Aramco og i 1988 en stor del af Texacos raffinaderier i USA.

I Norge oprettedes i 1972 det statsejede Statoil, og industrikoncernen Norsk Hydro oprettede sit eget olieselskab. Blandt de syv søstre er der sket ændringer ved, at Texaco i 1984 købte Getty Oil, mens Gulf samme år blev solgt til Chevron. I 1998 fusionerede BP med Amoco, og i 1999 fusionerede Exxon Corporation og Mobil Corporation, som derved blev verdens største olieselskab med Royal Dutch/Shell som det næststørste.

Læs mere om olie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig